Glashuset

Det er koldt derude

Det er koldt derude og det er virkelig rart, synes jeg. Hvidt drys på have og landskab samt klar luft er lige mig.

Efter morgenens formiddagens luftetur med Bjørn, trækker jeg ind i varmen og nyder det hvide look igennem vinduerne. Det er tid til at sy, strikke, blogge eller lægge planer for den kommende havesæson og jeg veksler imellem de fire sysler, et par af dem kan kombineres.

I sidste uge var det bloggen der fik mest opmærksomhed og i weekenden brugte jeg noget tid på at tegne et nyt haveprojekt.

Det stopper jo aldrig for en havenørd – ved I, som lider af samme besættelse. Der popper altid tanker og ønsker op og således skete det for mig sidste sommer, da drømmen om årets tomathøst brast – jeg blev simpelthen træt af at se sølle tomatplanter i glashuset og ideen om at få et almindeligt lille drivhus til tomater og agurker opstod. Ikke fordi et lille drivhus ville have ændret på den jord der var i plantesækkene, men fordi de små og elendige planter jeg efterfølgende fik støvet op hist og her, blev grundig inficerede af mellus. Sådan noget skal ikke være lige for øjnene af mig, når jeg skal hygge mig i glashuset.

Smuk Dahliabuket fra Nana

Og hvor heldig har man lov at være? Netop som jeg havde gået og tænkt på det, havde jeg besøg af Nana, som med det samme sagde at hun havde et jeg kunne få, hvis vi selv tog det ned.

Det lille hus skal sættes sammen med et lille skur og placeres i køkkenhaven og skurstørrelsen kunne jeg finde frem til ved at sætte mig til “tegnebordet” og afprøve placeringen. I samme forbindelse fik jeg endelig opdateret haveplanen.

Skuret bliver nok mere et stort skab, men der bliver plads til haveværktøj og sager som lige nu er stuvet sammen i skilderhusene. Jeg glæder mig virkelig til det projekt går igang.

Mine weekendsysler bliver forsat strikning af en hue til yngstesønnen og syning af fastelavnsdragt til barnebarnet – rene hjemmefornøjelser ud over hundeturene som forhåbentlig stadig vil foregå i sne.

God weekend!

19 Comments

  • Madame

    Hvor var du heldig at kunne overtage Nanas drivhus. Det lyder som en rigtig god plan, at det skal sættes sammen med et lille skur og placeres i køkkenhaven. Dine fine tegninger er jo topprofessionelle – det må være sjovt at kunne.
    Ja, det er dejligt endelig at have frostklare dage og sne. Og nu er dagen tiltaget med næsten 1½ time 🙂

    • Lisbeth

      Ja det var heldigt og perfekt timet. 🙂
      Det er sjovt at kunne tegne og jeg har jo været priviligeret at undervise i det i næsten 14 år, indtil corona satte en stopper for det. Jeg er dog glad for at kunne holde det venlige så længe det varer.

  • Lisbeth

    Altså hvad skulle vi gøre uden blogvenskabet, det kommer der da af og til noget godt ud af. Godt Nana havde et drivhus i overskud, så kan du muntre dig med tomatplanter der og have mere orden i glashuset. Tomatplanter der er grimme dur ikke der.

    • Lisbeth

      Du har fuldstændig ret, det er et superdejligt fællesskab og mange venskaber er der også kommet ud af det 🙂
      Jeg håber på tomater i massevis uanset planternes udseende og nu kommer de af vejen i mit pæne glashus – haha.

  • Nana

    Åh, altså, Bjørn er så NUTTET!

    Jeg er glad for, at drivhuset får nyt liv hos jer! Jeg er ret vild med ideen med den lille udbygning. Og – som Gitte også skriver – så er dine tegninger jo en fornøjelse i sig selv. Jeg kan ikke tegne. – Hverken i hånden eller på computer. Jeg kan ikke engang forestille mig rumlige ting, så jeg må prøve mig frem, når jeg indretter hus og have (og skal finde vej), og det giver nogle knubs 🙂 Jeg gad godt, at kunne lave sådan en plan som du kan!

    Jeg håber, at du vil komme op og se vores nye drivhus til foråret. Måske når syrenerne blomstrer …? Så er her allersmukkest …

    Giv Bjørn et nus bag øret fra mig 🙂

    Kh Nana

    • Lisbeth

      Og jeg er så glad for at du havde drivhuset. Jeg tror at det bliver rigtig godt og Flemming har bestilt materialer til skur og fundament til det, jeg er meget spændt på det.
      Ja der kommer nogle knubs når man ikke planlægger målfast, der er jeg miljøskadet/erfaren gr. mit fag, for jeg er også ret god til at vurdere på øjemål, ikke desto mindre så ender du/I altid op med nogle rigtig fine løsninger:-)
      Jeg glæder mig allerede til at se jeres nye drivhus og syrenerne til foråret.
      Bjørn er nusset bag øret og han nød det 🙂
      kh Lisbeth

  • Susanne Jensen

    Hej Lisbeth

    Hvor bliver det godt med drivhuset og skuret. Det er vigtigt med steder til opbevaring af haveredskaber. Flotte tegninger! Jeg elsker også sne, så lad os håbe på masser af sne. I min barndom sneede vi tit inde, og det var bare så hyggeligt.

    Kh
    Susanne

  • Lisbeths Haveblog

    Det bliver da helt genialt at lægge det sammen med / bag ved et lille skur. Jeg tror det bliver en rigtig flot konstruktion. Og hvor var det heldigt, at du fik et aflagt drivhus af Nana.
    Hvilket program laver du din flotte tegning i? Et professionelt fra arbejde?
    Mange hilsener Lisbeth

    • Lisbeth

      Jeg blev noget inspireret at det fine lille skur+drivhus som du viste i et blogindlæg om udstilling i Tivoli Friheden (tror jeg), men her bliver det så ikke så meget et sidde-hygge-hus.
      Ja jeg var superheldig at Nana lige havde drivhuset 🙂
      Jeg bruger et professionelt program (Revit Architecture) som jeg har undervist i i mange år, jeg har det stadig da jeg ikke helt er afskrevet som underviser, selvom alt ligger stille nu. Hvis du selv vil prøve at tegne, kan du bruge Sketchup, som findes i en gratis version.
      Mange hilsner Lisbeth

  • Elna Slot

    Det er en fin ide at bygge skur og drivhus sammen. Mon ikke også det gør drivhuset mere stabilt. Byg nu endelig ikke skuret for lille, man har altid behov for mere plads til opbevaring, end man forestiller sig.

    Hilsen Elna

    • Lisbeth

      Jo jeg tror ikke drivhuset blæser væk, når det er hæftet på skuret og du har fuldstændig ret mht størrelsen, men jeg har ikke plads til et større. Jeg er med på at det er rart med god plads og jeg er også “skubbet” lidt ud fra det jeg så kalder Flemmings skur, som jeg har mine ting i nu.
      Især mangler jeg et sted til opbevaring af krukker om vinteren, men der regner jeg med at kunne bruge drivhuset, når det ikke er tomatsæson 🙂

      Hilsen Lisbeth

  • FrkAnemone/Ulla

    Hvor heldigt at du kunne få Nanas drivhus, det er da genialt genbrug. Jeg siger som de andre, at du er virkelig dygtig til haveplaner og tegninger – det blive så godt med det lille skur op af drivhuset til havereskaberne.
    Jeg kan også lige forestille mig hvordan du hygger dig med symaskine og strikkepinde – kreativ på mange planer 🙂

    • Lisbeth

      Ja superheldigt og det bliver fint tror jeg 🙂 Jeg havde jo engang håbet at få lidt havedesignjobs, men der er jeg bestemt ikke god til at sælge mig selv. Heldigvis nyder jeg godt af migselv – haha!
      Du kan tro jeg hygger mig med det kreative, jeg keder mig ihverfald ikke, men det har jeg jo lært hjemmefra at man ikke skal 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *