Så gik den sommer

Sikke et haveår det har været! Jeg har haft fuld fart på havearbejdet i køkkenhaven og det har været virkelig godt at blomsterhaven fungerer så godt, for hold da op hvor har der været meget at gøre med forspiring af grønsager, udplantning, pasning og høst og efterfølgende henkogning, syltning og nedfrysning.

Jeg har hele tiden vidst hvor stort et arbejde der er i at dyrke grønsager og få et godt udbytte, men arbejdet med at holde en kontinuerlig dyrkning af grønsager der overtager pladsen efter hinanden og giver udbytte en stor del af året, ja bare hen over forår, sommer og efterår, er meget stor. Og den “havetræthed” der ofte rammer mig i efteråret, er der egentlig ikke tid til, hvis jeg skal forsætte dyrkning af vintergrønsager.

Men det skal være sjovt, ellers er det lige meget. Og sjovt er det heldigvis også, for jeg har lært meget nyt og når jeg som nu finder billeder af udbyttet (nedenstående er bare et lille udpluk) har indsatsen bestemt været det værd.

Vi har spist egne friske økologiske grønsager siden maj, hvor vi havde rigtig mange asparges.

I løbet af sensommeren har jeg haft besøg af en havegruppe og haveveninder til rundvisning i haven og der har haven stået skarpt og smukt over det hele. Det er begrænset hvor meget arbejde jeg lægger i blomsterbedene – kun en lille smule nedklipning af de tidlige stauder i juni og de står igen flot efter sommerferien. Jeg har også været ude at se et par åbne haver i sommer, været til haveforedrag og ikke mindst har jeg haft rigtig meget dejlig tid til at lege med børnebørn, gå med hunden, sy tøj, strikke og se serier og læse havebøger- og blade som er nogle af de ting jeg holder af at bruge min tid på.

I år har hækken været så lukket at jeg hver morgen hat taget en haverunde i morgenkåbe og hvor har jeg nydt det. Det er helt skønt at sige godmorgen til det hele i morgenlyset og til fuglesang. Den rutine havde jeg da vi boede i Bagsværd og nu er den genoptaget.

Desværre har jeg forsømt haven lidt her på det seneste, for jeg har haft et par omgange med først hoste og sløjhed dernæst været på ferie og derefter en slem corona Efter den sidste omgang har jeg haft svært at mobilisere energi til andet end høst og henkogning til hylderne.

Men heldigvis kræver bærbuske og frugttræer ikke den store pasning og de leverer en masse mundgodt i løbet af sæsonen og især her sidst på sæsonen, hvor æbler, pærer, figner og vindruer er blevet modne. Jeg lavede for sjov en optælling af havens frugttræer og bærbuske og vi har nu 20 (små) frugttræer og 30 bærbuske plus jordbær og rabarber. Heriblandt er altså også røde hyldebuske og oliven som vi ikke spiser. Det er da meget godt klaret i en lille nyanlagt have på 700m2.

Nu kommer der forhåbentlig nogle dage, hvor lysten til at gå ud og pusle igen melder sig. Inden det rigtig bliver efterår og vådt skal jeg pakke lidt sammen, sætte hvidløg og rydde op i det lille tomatdrivhus. Og før vi ved af det er det tid til at sætte citrustræer og andre frostfølsomme til overvintring i mit lille bobletelt.

Det er slet ikke til at forstå at det snart er den tid, men jeg kan følge nattemperaturen falde og i år vil jeg selv overvintre de frostfølsomme planter.

I det lille tomatdrivhus vil jeg forsøge at dyrke bladgrønsager, det lykkedes ikke så godt sidste år, hvor musene til gengæld havde en fest hver gang en lille spire viste sig.

One Comment

  • Elna Slot

    Jeg er meget imponeret og alt det spiselige, du har formået at dyrke i en parcelhushave. Dine billeder får tænderne til at løbe i vand. Jeg kan godt forestille mig, at det må være et stort arbejde at dyrke, høste og tilberede alle disse lækkerier, og navnligt når du stræber efter at kunne høste året rundt.
    Det ser ud til, at det allerede næsten er vokset sammen i blomsterbedene. Det er gået hurtigt, men du har jo også haft en god plan at gå ud fra.

    Hilsen Elna

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *