Blomsterhave – sommerblomster

I denne tid svømmer de sociale medier over med billeder og små filmklip med forspiring af sommerblomster (en-årige). Nogle begynder allerede forspiringen i januar-februar. Det giver selvfølgelig god mening, hvis man har en form for indtægt på sine buketter at være tidlig ude og hvis man tilfører både plantelys og ekstra varme, ellers vil jeg anbefale at vente til april. For mit vedkommende venter jeg med det meste og hånden på hjertet, så har jeg størst succes med såning på stedet, hvor mine sommerblomster skal stå.

Når det er sagt, bør jeg også nævne, at det er nødvendigt at forspire sommerblomster, hvis de skal plantes ud i dine bede imellem stauder og forårsløg, men her hvor jeg har sommerblomsterne i rækker i højbedene kommer der masser af lys og varme til jorden, hvori frøet skal spire.

Mit problem er at jeg ikke kan lade være. Det rykker i kroppen for at få jord under neglene og forleden dag såede jeg Lathyrus. Det er vel de nemmeste frø at så. Læg i vand 10 timer og plop dem derefter i potter med jord. Efter tre dage dukker spirerne op. Alternativt kan du bruge Isabella-metoden som jeg engang skrev om HER

I min gamle have nedlagde jeg på et tidspunkt køkkenhaven og dermed også muligheden for at have lange rækker med blomster til afskæring og derefter såede jeg yndlingsblomsterne i krukker på terrassen. Det siger sig selv, at der ikke var blomster til buketter, men til gengæld var de lige ved siden vores siddeplads og i øjenhøjde.

Man behøver slet ikke så sine egne sommerblomster. Man kan købe bakker med forspirede planter i planteskolerne og de har selvfølgelig også planterne fikse og færdige til udplantning lige hvor man vil.

Hvordan har du det med sommerblomster? Synes du det er morsomt at forspire, prikle og passe de små planter eller har du det som jeg – at det er svært at lade være, men trættende i længden?

12 Comments

  • Lisbeth

    Jeg er slet ikke gearet til det, jeg har nok med alt det andet. Jeg er ikke god til at prikle og slet ikke god til at vente på, de kommer op. Nogle gange kommer de slet ikke op, eller jeg glemmer dem. Så nej det er ikke mig. Men jeg kan godt se, at sådan et højbed er måske nemmere. I de første år prøvede jeg at så direkte i jorden, men ukrudtet kom først, og det andet kom måske slet ikke, så det er opgivet.
    Men det år du havde Isabella metoden, prøvede jeg, det gik faktisk rimeligt. Nu har jeg ikke længere nogle lathyrus frø og får det heller ikke.

  • Lisbeth

    Det var godt at du havde held med Isabella-metoden, den synes jeg også er god. Jeg synes at det er vigtigt at finde sit leje f.eks. ved erkende at man ikke er til det forspiringssjov, frem for at føle at man absolut skal kunne det. Der synes jeg at sociale medier kan lægge et pres når det kommer til at købe og lægge en hulens masse løg, dahliaknolde eller købe vildt ind i frø o.l. og jeg er ikke selv for god, for noget af det synes jeg er sjovt:-)

    • Lisbeths Haveblog

      Jeg har hverken plads eller tålmodighed til den slags på nær lidt lathyrus og måske et par ting mere, som jeg ikke kan købe. Men jeg var gerne fri. Sjovt nok synes jeg, det er vældigt morsomt at læse om andres flid med den slags. Måske det er, fordi jeg bliver så let om hjertet over at det ikke er mit projekt ;-))))) Jeg holder gang i gartnerne.
      Hilsen Lisbeth

      • Lisbeth

        Sjovt at du synes at det er morsomt at læse om andres forspiring, men det kan jo være lettelse over at projektet ikke er dit 🙂 Jeg tror at jeg ville kunne lide forspiring, hvis jeg havde plads, lys og varme til det.
        Gartnerne skal også leve så opbakning til deres arbejde er vigtigt.

  • Sydney

    Desværre kan mine fumlefingre slet ikke klare at prikle ud. Jeg ender op med at smadre det halve af de små planter. Så jeg prøver at så få frø i småpotter og så må de selv finde ud af det derfra. Tingene går næsten aldrig som planlagt, men det er bare sjovt at prøve lidt nyt eller anerledes og se hvordan det går.

    • Lisbeth

      Det er en god strategi at så i små potter og prøve at springe priklearbejdet over. På den måde kan du også styre antallet af planter. Jeg kender godt det med at planerne skrider og der sker noget andet 🙂

  • Mia Folkmann

    Jeg vil også prøve at så lathyrus i år – det har jeg aldrig prøvet før. Men ellers bliver det vist ikke så meget til sommerblomster som til hækbeplantning… og et forsøg på at forvandle hestestampede folde til havejord. DET bliver nok ikke specielt nemt… 😉

    • Lisbeth

      Ja, det gælder jo om at prioritere og I får nok at se til i de nye omgivelser. Lathyrus er til at have med at gøre og så er de vidunderlige og dejlig duftende:-)
      God fornøjelse med den hestestampede jord.

  • Elna Slot

    Jeg sår nogle forskellige sommerblomster af den simple grund, at jeg ikke kan lade være. Jeg synes, det er sjovt at så og prikle (og stiklingeformere), men jeg har ikke så god plads i vinduerne, og planterne bliver let lidt ranglede. Det gror tæt i vores bede, og vi har mange bunddækkeplanter, så der er ikke plads til at så på voksestedet. Mine forspirede planter fylder jeg op med i bedene, hvor der er huller.

    Hilsen Elna

    • Lisbeth

      Det er lige det med for lidt plads og ranglede planter der er mit issue, men det er fedt når man som du synes at det er sjovt. Jeg er helt med på stiklingeformering, det synes jeg også er sjovt.
      Det er hyggeligt når sommerblomster dukker op i bedene, hvor andre planter lukker tæt omkring:-)

  • Aase Godtfredsen

    Nogle år sår jeg mange sommerblomster, andre år bliver det ikke til så meget. Jeg sår først her sidst i marts, inde indtil de er spiret og i vækst og så ryger de ud i drivhuset. Jeg gider ikke have vindueskarmene fyldt – og har ikke et køligt rum til frølinger. I år vil jeg også så lidt, men det bliver i det små. Jeg kan godt lide det, men det kræver tid.

    • Lisbeth

      Det lyder som om du hygger dig med forspiring og sikkert styrer hvor meget du orker fra år til år, det er sejt gået .
      Jeg tror at jeg ville nyde det, hvis jeg havde et opvarmet drivhus, hvor det hele kunne foregå, for det er de overfyldte vindueskarme jeg ikke er glad for. Men det er jo heller ikke realistisk set fra den energimæssige vinkel at varme et drivhus op til forspiring.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *