Min far og min barndoms have
Den 1. oktober er det 100 år siden min far blev født og jeg har lyst til at fortælle jer lidt om hvor min egen haveglæde stammer fra. Min far byggede selv mit barndomshjem, og da huset stod færdigt i 1953, anlagde han den have der for mig blev barndommens store omdrejningspunkt.
Mit barndomshjem 4 år før jeg bliver født
Det var en 1000m2 villahave anlagt efter tidens principper med en prydhave og en urtehave. I den store urtehave stod fine rækker med kartofler, gulerødder, ærter, bønner, rødbeder, kål, majs, løg, persille, spinat og salat som forsynede vores familie (far, mor og 5 børn) med grøntsager. Der var frugttræer og -buske æbler, blommer, stikkelsbær, ribs og solbær og midt i græsplænen i baghaven et stort kirsebærtræ med søde røde moreller. Haven rummede også blomsterbede med roser, stauder og forskellige sommerblomster som der kunne plukkes af samt blomstrende buske.
Familien er vokset, der er nu 5 børn og haven er vores legeplads.
Min far var en meget flittig og arbejdsom mand, hans arbejdsliv begyndte da han som stor dreng blev sendt ud at tjene på gårde og sluttede som jord- og betonarbejder på byggepladser da han var 70 år gammel. Han døde efter kort tids sygdom i 1996 og det var hårdt for ham at opleve kræfterne svinde og at erkende at livet var slut.
Havedyrkning og planter var hans store interesse, men det var også meget vigtigt for ham at der kom et udbytte af anstrengelserne, så han arbejdede meget målrettet og tilførte hvert år jorden ekstra krudt i form af komøg og champignonmuld. Der blev afsat snorlige rækker og frø, stikløg, og forspirede kartofler skulle lægges i korrekt afstand så udbyttet blev optimalt – jeg elskede at hjælpe og jeg har bare ”altid” vidst hvor stor afstand der skal være mellem kartofler (man lægger sin plantegaffel ned på jorden mellem 2 huller til læggekartoflen såeh…… ca. 25-30cm) . Som så mange andre børn fik jeg lov til at få min egen lille have hvor jeg såede ærter, gulerødder, morgenfruer og lathyrus omkranset af småsten på række. Interessen for den lille have svandt ind efterhånden som ukrudtet voksede og faktisk var det lidt af en lettelse når jeg senere på sæsonen opdagede at far havde inddraget min have i resten af blomsterhaven, der var stadig var både morgenfruer og lathyrus tilbage, men ingen sten og ukrudt. I virkeligheden var han ikke glad for morgenfruer i haven for de tiltrak sorte lus og spredte frø fuldstændig ukontrollabelt rundt i haven – hvilket ikke lige hans stil, men han ”tillod” noget der var nemt at dyrke og på den måde gav han mig glæden ved at så og se det spire.
Mine forældre kikker på Fuchsia og roser. Nederst th er et lille pindsvin på besøg i haven.
Jeg opdagede altså haveglæden ved at vokse op og følge min far rundt i haven og fik den på den måde ind under huden. Oplevede årets gang fra bittesmå frø blev puttet i jorden til de spirede, kom hjem fra skole og gik ned i haven plukkede og spiste ærter, majs og gulerødder, duftede til de forskellige blomster, nød synet af kirsebærtræet i blomst og ikke mindst synet af min far når han gik derude og rev bedene eller når han efterfølgende selv stod og nød synet af sine bede mens han tændte sin pibe…….
Foråret 1995 haven er toptunet, dette er nogle af de sidste billeder jeg har af mine forældre og min barndoms have.
Min far troede ikke jeg ville klare gartneruddannelsen og det var nok medvirkende til at jeg holdt ud, for når jeg skal være ærlig så var det ikke min ønskeuddannelse – jeg ville være dekoratør eller blomsterdekoratør, men ingen voksne mente at der var nogen fremtid i det. Så i trods (vi var trods alt i 70-erne og i provo-tiden) gik jeg i gartnerlære og endte med at være i den branche i 15 år – planteglæden og interessen var jo ikke til at fornægte.
Jeg oplevede aldrig nogen form for bedreviden fra min fars side tværtimod, vi fik et fællesskab i vores glæde for planter og et af de rørende minder var da han kort tid efter jeg var færdiguddannet, synes at jeg skulle hjælpe ham med at pode nogle æblekviste. Han havde altid haft lyst til at prøve podning og nu skulle det så være – jeg ejede den fineste skarpe gartnerkniv og havde lært teknikken med at lave et langt skråt snit i en kvist – og da kvistene var sat på plads på træet hjalp vi hinanden med at binde og smøre voks på. Det blev en succes, alle 4 kviste bed sig fast.
Min mor døde desværre allerede 9 måneder efter min far og inden jeg for sidste gang forlod mit barndomshjem gik jeg i haven og gravede 3 små klumper op af de planter som min far og jeg holdt ekstra meget af – den hvide julerose, den skarlagenrøde sporebaldrian og den fantastiske Yucca Filamentosa.
Selvfølgelig rummer min egen have også andre planter som min far har formeret bl.a. en hvid Spirea og efterkommere af studenternelliker.
Jeg håber at I får en rigtig dejlig weekend, jeg skal ud og nyde det gode vejr og samtidig vil jeg sende kærlige tanker til begge mine forældre – min mor har nemlig også haft stor betydning i mit liv og det fortæller jeg lidt om en anden dag.
30 Comments
Gitte
Tak for en dejlig historie om din barndom. Ja, man kan ikke helt undgå at blive smittet med havebacillen når ens forældre er glade for havearbejde.
Jeg er selv vokset op i lejlighed, men min mor havde det meste af min barndom en nyttehave med et lille hus på og der har jeg tilbragt mange timer med at se hende i aktion.
Så jeg har også fået glæden ved haven med min mors hjælp.
Madame
Hvor var det smukt at læse, Lisbeth! Dejligt når vores forældres interesser lever videre hos os. Jeg nød at se dine billeder og gætter på, du er med på serien fra 1995. Den 1. oktober er sjovt nok også min fars fødselsdag, og han ville være blevet 89 år. Jeg har de dejligste minder om, hvad han har betydet for mig – glæden ved naturen har han bl.a. lært mig, og jeg kan genkalde mig barndommens oplevelser, når jeg læser, hvad du fortæller.
Countryliv
Gitte: det har du ret i:)
Madame: ja det er mig og mine drenge i 1995 og jeg er også med i serien fra 60-erne, hvor bl.a. min storesøster og jeg morer os med at fylde vores fars gummistøvler med vand og forsøge at gå med dem. Hvor er det underligt at vores fædre havde samme fødselsdag:)
Madame
Det er nogle skønne billeder, du har fundet frem:-) Ja, hvor er det mærkeligt, at begge vores fædre var født den 1. oktober – i vægtens tegn. Pyha, som man dog kan savne, når man kommer til at tænke på sin barndom …
Fru. Krull
Kære Lisbeth
Tak for din fortælling fra barndommen, det er virkelig skønt at se de gamle billeder og godt at huske på at videregive glæden ved naturen og havelivet til sine børn. Dejlig weekend til dig. Kram Fru Krull
staudecafeen
ja det er altid hyggeligt at se "tilbage" God weekend. Anne Gine
Hanne i haven
Kære Lisbeth.
Tak for den smukke historie om din far og din opvækst. Det lyder som en skøn barndom, og det må være dejligt, at gå og mindes dine forældre på en skøn dag som denne.
Og ja, Madame, jeg tror der altid vil sidde et lille barn nede i vores mave, som savner vores forældre voldsomt. Det er også snart 10 år siden min kære mor døde, og endnu længere siden med min far forsvandt, men det går aldrig helt over tror jeg. Skøn havedag til jer begge to 🙂
Lene
Kære Lisbeth,
Tak for den skønne familiehistorie og billederne.
Min egen far var ikke til have, kun til "nydningen", men det var han til gengæld god til 🙂 Han døde allerede i 1981 som 56-årig, men selvom det nu er 30 år siden, kan jeg godt blive lidt våd i øjenkrogen, når jeg tænker på ham. Vær taknemmelig over at du fik lov til at beholde ham så længe.
God sensommerweekend!
Knus
Pondside
What a lovely tribute to your father and his inspiration in your life's work – indeed, in the activity that continues to bring you such joy. That's a wonderful inheritance. I enjoyed the photos and the description of the your childhood garden. By coincidence, I woke this morning, after a night of dreaming of one of my childhood homes – very odd.
I wish you a good weekend, as autumn settles on the garden.
Iben
Kære Lisbeth.
hvor er det en dejlig fortælling om dine tanker og minder. Så velskrevet og formuleret, så man sagtens kan …føle det du mener. 🙂
Rigtig dejlig weekend til dig Lisbeth 🙂
Iben
CuginaK
Åh, en dejlig historie, Lisbeth.
Jeg har helt klart også planter i haven, som minder mig om mine forældre – selv om jeg desværre ikke nåede at blive smittet med bacillen i tide til at nyde havelivet med dem. Jeg er en af de 'sene startere', men jeg dog heldigvis godt, hvilke planter var yndlinge 🙂
Høneballehaven
Kære lisbeth
Også jeg vil gerne takke for at du delte din historie med os. Hyggelige billeder fra gamle dage og en dejlig barndom.
Min far døde i 1997 88 år gammel mæt af dage. Min mor er 89 år og lever altså stadig, hun har stort set mistet sin førlighed, men hjernen fungerer stadig ret godt. Hun er ret populær på plejehjemmet, fordi hun kan huske alle hjælpernes navne og snakker med dem.
I øvrigt har jeg min haveglæde fra min far, den vågnede desværre først efter hans død, men jeg har gode haveminder fra min barndom.
Mettes Have
Hej Lisbeth.
Sikke en dejlig have-familie-historie at få indblik i. Godt krydret med gamle billeder.
Minder er en fantastisk ting og det må ha' været helt særligt, at du kunne dele haveglæden sammen med din far.
Jeg har sjovt nok lige modtaget et sort-hvid billede fra min far af mig hvor jeg som 2-3 årig er i gang i min farmors køkkenhave… Det satte også en masse tanker i gang.
God weekend.
Landliggeren
Vores have er også præget af barndommens haver. Mine bedstemødre var en vigtig ingrediens i min barndom og jeg har mange blomster som minder mig om dem. Jeg fik aldrig talt have med min farmor, da jeg ikke selv havde en have mens hun levede, men det er helt klart hende jeg har den største haveglæde fra. Troede jeg, indtil jeg fik snakket med min mormor og fandt ud af, at vi har den samme indstilling til havearbejde. Og, som tiden går ser jeg flere og flere træk fra min mor. På den måde vil de altid leve videre i haven og det er dejligt at tænke på.
Studenternelliker forener dem alle tre, så de frø passer jeg ekstra meget på.
Ha´en rigtig god indian summer dag
Birgitte
Sussi / Sussinghurst
hi hi – husker også at min interesse for "min egen have" i barndommen blev mindre i takt med at ukrudtet blev større. Tak for fortællingen.
Achillea
Tak for en fin beretning – næsten som at være der selv 🙂 Min egen haveinteresse vågnede først, da jeg var 32 år, men den er helt klart grundlagt via mine forældres have- og naturglæde.
Nette
Kære Lisbeth
Endelig fik jeg sat mig ned længe nok med en kop kaffe for at læse dit indlæg. Jeg havde på fornemmelsen, at det var et anderledes indlæg, som ville give grobund for reflektioner, og jeg fik ret 🙂
Hvor er du heldig at have fået "have" i vuggegave! Selv kom haveinteressen for mig for få år siden, og dit indlæg fik mig til at reflektere over, hvor det mon kom fra 🙂 Tror nok jeg måske ved det.
Countryliv
Kære Alle. Tusind tak for jeres søde kommentarer til mit indlæg – jeg er glad for at det også får jer til at reflektere over hvor I har jeres haveinteresse fra. Og selvom vi ikke alle har haft interessen fra barnsben af ser det ud til at spiren til den alligevel blev grundlagt i barndommen:o)
EVA
Kære Lisbeth
Jeg blev oprigtigt rørt da jeg læste din historie, som jeg godt kan relatere mig til, da det især er min elskede far, jeg har "fulgt rundt i haven" og lært fra.
Jeg har jo stadig min far, – selvom han i år har gennemgået hele to blodpropper i hjertet, med efterfølgende operation – samt en meget stor en i hjernen, som han stadig er under genoptræning efter.
Far lavede faktisk sjov med mig så sent som igår, da han sagde at han nok snart ville kigge ned og hjælpe lidt til i haven. (Han plejer at grave lidt orm, som han bruger til at fiske med)Og jeg håber at han kan få lov til at fiske igen. Han er 75.
Min haveflamme blev tændt da jeg mødte nogle dejlige genboer som vist mig Anne Just bog om haven – året rundt, så dæmrede den der havelyst, som altid har været der. Hvorefter flammen brød ud i lys lue.
Jeg håber du nyder din have – og alle de dejlige glæder.
kh
hav det godt.
Frøken Solhat
Skøn læsning søde Lisbeth….og hvor er det rigtigt at de spor der sætter sig i barndommen følger dig op igennem livet……i perioder dog mere latente end andre og pludselig vågner de op, de dejlige spor vores forældre, bedsteforældre og andre igennem vores opvækst satte. Ind i melem kan man næsten dufte bardommen når den rigtige stemning er der ;0)
Knus Dorthe
lhb
Kære Lisbeth, dejligt at få lidt indblik i din historie… Du har i allerhøjeste grad fået haveinterssen ind med modermælken – tænker at du næsten kan mærke hans tilstedeværelse når du går i haven. Jeg har selv smukke minder om havevandringer hånd i hånd med min morfar og når jeg går og kigger på mine bede, er han meget ofte i mine tanker – en dejlig måde at mindes på 🙂
Hanne, Tilst
Dejligt tilbageblik.
Jeg selv gode minder fra mine forældres kolonihave, så jeg har også været have-kulret længe.
CuginaK
Tak for din kommentar, Lisbeth. Jeg har svaret hos mig selv også, men nu skriver jeg det også lige her 🙂
Jeg bruger selv Chrome uden problemer. Men det er jo ærgerligt, for dem, der gerne vil og ikke kan kommentere 🙂 Du har du helt ret i det, du siger med om alle så kan se det. Man kan f.eks. lægge en tekst ind, som så er for pre-defineret for hvert indlæg. I hvert fald, hvis man skriver via blogger.com (og Picasa, er nu testet :). Indstillinger – Formattering – indlægsskabelon. Det tror jeg da, at jeg selv vil gøre. Men jeg hører gerne, hvis du finder en anden løsning. Gad godt have lidt mere tid til rådighed, til at rode med blogger 🙂
TANTE GRØN
Kære Lisbeth,
lige et lille tjek for at se, om jeg nu endelig igen kan lægge en kommentar hos dig.
Sender knus med fingrene krydsede
TANTE GRØN
Åh, hvor dejligt at kunne "komme i kontakt" med dig igen. Smuk og rørende fortælling, du har begået.
Hav en rigtig dejlig weekend.
Knus
Countryliv
CuginaK: du har ret – der vil jeg lægge en tekst ind.
Kære Tante Grøn, hvor er jeg glad for at høre fra dig igen – rigtig god weekend, knus
Annette
Skøn fortælling Lisbeth, den fik mig til at tænke på min bedstemor som elskede blomster både dem i have og stueplanterne.
Knus
Annette
Lea
Nu fik jeg endelig lidt tid til at læse din beretning. Gode minder du har må jeg sige. Lidt utroligt hvad der kunne gro på få m3 af grønsager og frugt.
Staudefeen
Kære Lisbeth,
jeg er lige blevet gjort opmærksom på dette indlæg i forbindelse med mit indlæg fra i dag. Jeg har desværre overset dette.
Superskøn historie – og dejlige billeder 🙂 Ret interessant at nærstudere og forestille sig alt det, der er foregået i jeres have.
Kh. marlene
Pingback: