Godt Nytår
2 dage inde i det nye år, er det vidst på tide at ønske rigtig godt nytår og tak til jer der har læst med på min blog igennem årene. Det blev ikke til mange indlæg i 2022 og jeg ved heller ikke om der kommer flere i det nye år. Det er både tiden og energien der driver værket – lysten til at dele mit haveliv med jer er intakt og jeg har bestemt også startet nogle indlæg op, men pludselig var tiden løbet fra de emner som jeg var begyndt at skrive om og så løb det ud i sandet.
Året 2022 i haven har været begivenhedsrigt og i min lille kvartalskavalkade viser jeg kun små glimt fra månederne. Vi havde nogle meget milde måneder i januar, februar og marts og det betød at jeg var tidligt ude med at klippe stauder og græsserne ned. Det er vigtigt at klippe ned inden løgplanterne kommer for langt op, for dem har jeg mange af og de skal ikke trampes ned.
I løbet af februar havde jeg mine sidste arbejdsdage, lukkede firmaet og sagde definitivt farvel til det liv der har præget mine hverdage siden jeg var 16 år. Selvom corona har betydet langt færre arbejdsdage siden 2020, så var det dejligt at sætte punktum og jeg fik en rigtig fin afsked med min gamle arbejdsplads, hvor jeg “kun” er kommet som konsulent de seneste par år.
Min tid er dog ikke kun blevet brugt på havearbejde og kaffepauser. Jeg er opdraget til at være igang og selvom jeg elsker at se serier, lytte podcasts og lydbøger, har jeg heldigvis flere interesser og størst af dem alle, er samværet med vores børnebørn. Jeg elsker at lege og jeg elsker at opdage verden på ny med de tre små størrelser som vi nu har. Jeg er så heldig at kunne være sammen med dem ofte og det er så livsbekræftende at følge deres udvikling.
Haven skal være den frodige plet som omgiver os og nu er den også lege- og læringsplads for børnebørnene. Bedene er jo så tæt tilplantede at de ikke kan komme ind og trampe i dem, men jeg nyder at de frit kan lege her. Et af de første projekter vi lavede i foråret var at bygge en sandkasse på terrassen og den bliver brugt flittigt uanset vejret. Et andet meget lille “projekt” var at lægge trædesten igennem spejlbassinet som de kan balancere på og herfra kan de også studere dyreliv, fiske og pjaske.
De må smage havens grøntsager og bær og de elsker det, men det er de voksne der plukker.
På den dejligste sommerdag i august blev vores yngste søn og svigerdatter gift. Jeg var så heldig at få lov til at binde brudebuketten af blomster fra haven. Og blomster havde jeg heldigvis til overflod over hele haven også i dette år.
Det var havens tredje år og for hvert år der er gået er her blevet mere og mere frodigt. Sommerblomsterne i køkkenhaven trives næsten bedst uden for bedene, hvor de har sået sig selv og jeg lod mange af dem stå hvor de kom op. Den vildskab som køkkenhaven bar præg af hen ad sommeren vakte begejstring, da jeg holdt åben have under havefestivalen.
Jeg ønskede at vise hvor langt man kan komme fra en bar mark og hvordan man kan få en frodig have i en ny parcelhushave og den bemærkning der gik igen blandt havens mange gæster var “en skøn oase”. Det blev en fantastisk dejlig dag og jeg var målløs over at der var så stor interesse for at se vores have. Det foregik vidst også på en af de varmeste solskinsdage dette år, men en hedebølge rører åbenbart ikke havefolk når det er Havefestival.
En anden stor haveoplevelse i 2022 var CPH Garden, som er det eneste haveshow, vi der ikke lige kommer ud at rejse kan opleve. I den forbindelse fik jeg igen en forespørgsel fra Haveselskabet Bornholm, om de måtte se min have. Og de var selvfølgelig meget velkomne, det var en stor fornøjelse at vise dem den nye have.
I år er min haveinteresse drejet hen mod den spiselige have. Jeg er jo vokset op med en far der var ualmindelig god til at forsyne familien med grøntsager, men den evne har jeg ikke just arvet. Eller rettere sagt – jeg har altid vidst at et stort udbytte kræver en stor indsats og jeg har prioriteret blomsterne og sammensætningen af planter til pryd for øjet.
Nu vil jeg lære at dyrke grøntsager der afløser hinanden samme sted flere gange på et år. Jeg vil lære mere om No dig, permakulturer og flerårige grøntsager og så må vi se om jeg holder til at være på tæerne med forspiring af kål, beder, salater, spinater m.m til at fylde højbedene efterhånden som jeg høster – mig der hader forspiring…. Nu prøver jeg i 2023.
Med ønske om et rigtig godt år for alle, siger jeg endnu engang tak fordi I læste med.
Mange hilsner fra Lisbeth
5 Comments
Marie
Godt nytår, Lisbeth. Når jeg læser dit grundige indlæg og nyder alle de mange billeder, du lægger op, kan jeg godt forstå, at du kan løbe ind i problemer med at gøre indlæg færdige; for du har tydeligvis et enormt højt ambitionsniveau for dine indlæg. Kortere indlæg med færre detaljer ville stadigvæk give en udmærket indsigt i, hvordan dit haveliv forløber, og måske være lettere at gå til for dig. Jeg snakker for min syge moster her, for bloguniverset bliver just ikke større, selvom jeg personligt holder meget af formen, så jeg håber virkelig, du kan genfinde din motivation.
Lisbeth
Tak Marie og tak for din kommentar 🙂
Du har ret i at mine ambitioner for et blogindlæg kan sænkes lidt og jeg vil prøve at gøre det.
Når det er sagt så er det netop muligheden for at fortælle, vise og uddybe som jeg godt kan lide ved blogning i forhold til Facebook og Instagram. Jeg bruger Instagram fordi jeg hurtigt kan lægge et eller få billeder og en kort tekst op. Og der viser jeg også mine andre interesser som strikning og syning.
Desværre er jeg også “lokket” af tempoet på Instagram og derfor glemmer jeg at læse med hos jer bloggere og det vil jeg prøve at ændre på, for jeg er også træt af at blive overfaldet af reklamer og de samme billeder/film som folk lægger op fordi der er salg i dem. Der er grænser for hvor interessant det er for mig at se kvinder i lange flagrende gevandter tænde stearinlys i deres orangeri (undskyld hvis jeg træder nogle over tæerne) for havemæssigt er jeg et helt andet sted.
Tak for puffet.
Anette Rundstrøm
Dejligt tilbageblik på året der gik i din have. Jeg får hellere ikke lavet alle de blogindlæg, jeg gerne ville. Om vinteren er der ikke så meget at skrive om, og om sommeren, hvor der er en masse at skrive om, kniber det med tiden, når man også skal passe haven. Vi er jo også startet fra bunden med haven for nogle få år siden og havde for første gang åben have i sommeren 2022. Så ud over igangværende projekter, gik der også meget tid med at holde vedligeholdelsesstandarden på et lidt højere niveau end ellers.
Jeg håber, du bliver ved med at skrive om din have her på bloggen.
Rigtig godt nyt haveår.
Hilsen
Anette
Lisbeth
Hej Anette
Tak for din kommentar. Jeg er kommet så langt væk fra blogningen, at jeg ikke har set din blog, men det skal der gøres noget ved.
Du har evig ret i det med den travle sommer kontra vintertiden hvor der ikke er så meget at skrive om. Det er heller ikke altid så smukke billeder der kommer ud af gråvejret fra november til januar.
Det kræver noget at holde åben have, men det er så sjovt og givende. Den eneste ulempe er at alle andre haver også er åbne de dage så jeg ikke selv fik set nogle.
Godt nyt haver til dig
Hilsen
Lisbeth
Ulla/Frk.Anemone
Hej Lisbeth
Godt nytår
Det var godt nok et dejligt indlæg – skønne, skønne billeder og dejligt at høre om dit liv efter arbejdsmarkedet.
Hvor skønt at kunne være der for jeres børnebørn – det er en rigdom som man ikke fatter før man prøver det selv.
At være selvforsynende med frugt og grønt er også dejligt at arbejde hen imod – jeg synes I gør det fremragende.
Mht. bloggning er jeg selv i dødvande og har været det længe, men når så der kommer et indlæg som dette – eller et kortere – så husker man hvor sjovt det har været at blogge. Er selv på IG, men mest til det strikkerelaterede.
Håber at du fortsætter med indlæg i ny og næ.
mange hilsener, Ulla