Plantemarked og weekend i Hamborg

I år gik det op i en højere enhed – mit ønske om en weekend i Hamborg, som jeg har hørt godt om samt at besøge plantemarkedet i Kiekeberg kunne opfyldes. Vi holder af storbyer og ved at kombinere storby og plantemarked vil der være noget at opleve for både Flemming og jeg.
Tidligere år har jeg læst om plantemarkedet på frilandsmuseet i Kiekeberg ved Hamborg hos Staudefeen og Idehaven og jo, jeg har virkelig ønsket at opleve det. Og det levede op til mine forventninger, der var noget for både nørdede samlere og for almindelige planteelskere og efter min mening til rigtig gode priser. Eksempelvis  en flot busk Lavatera ‘Barnsley’ for 5€ (37,- dk. kr.).
Markedet var både lørdag og søndag og vi valgte at se Hamborg by lørdag og plantemarkedet søndag. Jeg ved ikke om jeg gik glip at store nyheder eller sjældenheder ved først at komme søndag, men jeg er ikke plantenørd i den forstand, at jeg må eje sjældenheder eller en bestemt art – jeg elsker det samlede billede og går efter planter som passer godt ind i de bede jeg har. For ikke at købe i øst og vest har jeg i år en liste over planter som jeg ønsker. Jeg fandt en del af dem og selvfølgelig var der også et par impulsive must-haves der røg med hjem til Bagsværd.

Hmmmm….. jeg tænker og vurderer og beslutter mig.

Flemming gik bag mig og tog imod pose efter pose, der var ingen tvivl om at dette var min oplevelse. Retfærdigvis skal siges, at vi var på markedet i knap 3 timer, inden vi vendte bilen hjem mod Danmark.
Der var også meget andet en planter på markedet bl.a. disse jerndyr – husker du mine fisk som jeg købte sidste år? Vi morede os over hvad vores hidsigprop Vilmer ville sige til at møde et fuldvoksent vildsvin hjemme i haven.
Her er link til årets kommende arrangementer i Kiekeberg.

19 Comments

  • Staudefeen

    Dejligt, at du endelig kom til det store plantemarked 🙂 Vi var der lørdag – det er vi næsten altid, men i år talte vi faktisk om, at planterne ikke blev revet væk, som de plejer. Der var heller ikke totalt proppet med mennesker de første timer, som der også plejer at være. Jeg købte kun ganske lidt – krydderurter og noget til køkkenhaven, for nyheder er der ikke mange af (der er vi næsten bedre med i Danmark). Jeg savner efterhånden det lidt mere specielle; planter, man ellers ikke kan finde i handlen, gik jeg og sukkede efter dernede i år 😉 Men det skyldes selvfølgelig også, at jeg køber ind hos de samme leverandører, som de gør. Men et smukt og flot marked, der altid er værd at besøge.

    Skønne billeder 🙂

    Kh. Marlene

    • Countryliv

      Kære Marlene, jeg tror at du har ret mht. at I anvender de samme leverandører og derfor er på samme nyhedsniveau. Jeg synes at det er fantastisk dejligt at kunne læse om og købe nyhederne hos dig og andre små staudegartnere. Men jeg forstår godt dig der tidligere har kunne se nyheder der også.
      Det var en dejlig oplevelse for mig og dejligt at kombinere med en weekendoplevelse.
      Om lørdagen var alle mennesker vidst i Hamborg og nyde det gode vejr – holdop hvor var der mange… Her oplevede jeg bl.a. et fantastisk loppemarked, hvor priserne var i bund i forhold til hvad vi oplever her i København og omegn.

  • Madame

    Sikke en skøn oplevelse – det var spændende at læse om, Lisbeth. God idé at kombinere storby og plantemarked, så der var noget at opleve for jer begge. Jeg er spændt på, hvad du har købt. Vildsvinene er rigtig fine 🙂

  • Høneballehaven

    Skøn tur, godt det kunne kombineres. Det er skønt og gå rundt på plantemarked og snuse og købe, og bagefter overlade poserne til manden, så man bare kan købe flere planter 🙂

  • Jette

    Hej Lisbeth.Det lyder da spændende med en tur til Hamburg…………har godt læst om markedet.
    Og der er jo ikke så langt derned.Regner med du viser hvad der kom med hjem til Bagsværd.
    Elsker også storbyer………og dejligt at i kunne kombinerer det så der var noget for begge parter.
    Jeg har det som dig ………..går ikke efter sjældenheder,men hvad jeg nu lige føler for………og hvad jeg mangler.
    Jeg er selv i gang med et nyt pottested efter inspiration fra Fru Friis.PS.Husk at se hende i Fri hvis du kan tage kanalen…………bliver vist i dag.
    Rigtig god påske til dig knus Jette

  • Frøken Solhat

    Fantastisk at du endelig fik dit ønske opfyldt Lisbeth….og det lyder som en god tur for både manden og fruen i huset. Jeg er sikker på at fristelserne var store og jeg er super spændt på at høre hvad du besluttede dig for ;0)

    Knus Dorthe

  • Nette

    Godt at høre at I havde en god tur. Jeg har forsøgt at trykke på dine fotos for at se, om jeg kunne hitte ud af, hvad der var i poserne, men jeg må vente på, at du beretter om det.

    Et velvoksent vildsvin i jern ville nok stresse de fleste hunde, så jeg håber du holder dig til fiskene 🙂

  • Havehyrden

    Lyder som en dejlig tur. Var også inde på din anden blog og se lidt om det bæredygtige hamborg. vi var jo forbi bydelen i sommers og så noget af det du beskrev, Virkelig spændende.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *