GODT NYTÅR – TILBAGEBLIK PÅ 2018
Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig et år som 2018. At jeg skulle sidde i en lejlighed i Birkerød og lave min årskavalkade til bloggen. At vi overhovedet kunne finde på at forlade vores hus og have i Bagsværd – men ikke desto mindre, gik det jo sådan.
Den første forandring skete allerede i julen 2017, hvor vi måtte tage afsked med vores dejlige hund Vilmer. At det var ham der skulle afsted som den første af vores hunde, kom bag på os, men pludselig var det en realitet.
Livet gik videre med én hund i familien, men jeg var klar over hvilken vej det bar med ham. Han havde gjort det godt i 16 år, han savnede sin gamle makker og han havde en blære som ikke kunne holde tæt når han lå ned, så det var på tide jeg tog ansvaret og lod ham sove ind.
På det tidspunkt havde vi taget beslutningen om at sælge, bygge nyt og flytte.
For en sjælden gangs skyld fik vi sne som blev en stund og det nød jeg i fulde drag også selvom kuldeperioden kom sent og trak ud. Jeg elsker når der er forskel på vejret i forhold til årstiderne.
Forår og midsommer blev det og et dejligt af slagsen fyldt med sol og blomster. Med et hus til salg var det skønt at være selvforsynende i buketter og vel vidende at jeg skulle forlade haven sugede jeg al blomstring og alt dyrelivet til mig. Roserne var flottere end nogensinde og helt uden skadedyr.
Jeg havde et håb om at kunne tage både små plantebidder med mig, men som sommeren skred frem med hedebølge og tørke tog over, opgav jeg at grave noget op og accepterede (med et lille stik i hjertet) at jeg måtte starte forfra med plantesamlingen, når vi kom på plads i Gørløse. En del krukker kom dog med på flyttelæsset.
At forlade sit hus igennem 38 år, drengenes barndomshjem, min første have, var ret underligt, men helt uden tårer. Vi glædede os til det nye kapitel, som indebar et midlertidigt stop i en toetagers lejlighed i Birkerød. Her blev det hurtigt næsten som hjemme som vores drenge sagde da de kom på besøg. Jeg har ubetinget den grønneste altan og den hyggeligste velkomst ved hoveddøren og ja selvfølgelig fik jeg også gang i noget med jord og frø.
Mens vi ventede på byggetilladelse til Gørløse, kunne jeg så fundere lidt over hvordan man får bugt med en tilgroet mælkebøtte- og tidselmark – og jeg må indrømme at det funderer jeg stadig på..
Planter i krukker skal beskyttes og hvorfor så ikke slå to fluer med et smæk, tænkte jeg og indkøbte et minidrivhus som kan bruges til drivning af tidlig salat og andet godt i min nye have. Så jeg havde en lille “haveopgave” i at pakke sammen på altan og ved hoveddøren og først efterårspynte, dernæst julepynte, men derefter har der ikke været så meget udendørsaktivitet her.
Jeg har været på buketbindingskurser hos haveselskabet i Hillerød og hos “Esthers Have” (som I måske kender fra Facebook eller Instagram) . På arbejdet arrangerede jeg “Kreaaften” for pigerne, en tilbagevendende tradition, hvor de fleste af os laver dekorationer og kranse, men hvor det egentlig er frit om man vil lave noget ud over at hygge sig.
En juletur i Tivoli blev det også til inden det blev juleaften og vores to sønner kom “hjem” og fejrede den dejligste jul sammen med os.
Og så blev det 2019 og det bliver så spændende. Vi har flere gode ting i vente – allerede i løbet af januar sker her noget spændende! Til påske flytter vi så ind i det nye hus, men mon ikke jeg kan arrangere hækplantning og fliselægning inden da, det håber jeg.
Rigtig godt nytår til jer derude – måske ses vi til blogtræf eller åbne haver i løbet af 2019, jeg vil prøve at få tid til det, selvom jeg ved at det bliver et meget travlt haverår!
24 Comments
Høneballehaven
Ja det har været et spændende og anderledes år for jer, men I har fundet jer til rette med situationen. Værst var det at miste jeres hunde, men når først de bliver så gamle og har det skidt, så må vi tage ansvar. Mon ikke I får en lille ny hund i løbet af 2019. Tidsel og mælkebøttemarken er ikke nem, jeg kan godt forstå, du er lidt betænkelig ved den, sådan så vores nye del af haven også ud, da vi overtog den. Selvom man sår græs kommer ukrudtet desværre alligevel op.
Jeg holder blogtræf i år, jeg håber at se dig, måske kan du følges med Linda, hvis vi/I kan få det hele til at passe sammen.
Countryliv
Hundene savner vi og med dem de daglige gåture. Det er bare ikke det samme at stavre rundt på villavejene i mørke uden hunde 😉 Forhåbentlig får vi en ny når vi er flyttet til Gørløse.
Rødderne fra tidsler og mælkebøtter ligger blottet på byggepladsen lige nu og jeg kan se hvor meget de er på spring – jeg ved at jeg får min sag for!
marie
I sandhed et begivenhedsrigt år I har haft, og 2019 bliver formentlig også et år, hvor der sker en masse i jeres liv.
Countryliv
Det bliver et spændende 2019 og jeg er meget klar til at smøge ærmerne op og gå i haven 🙂
Elna Slot
Fra det ene spændende år til det næste. Der bliver nok at se til, men hvor må det blive sjovt at skulle i gang med at anlægge en ny have. Begrænsningens kunst er måske den sværeste.
Hilsen Elna
Countryliv
Ja det må du nok sige, Elna – jeg glæder mig til at skulle igang. Begrænsning? Uha ja det havde jeg sket ikke tænkt på 🙂
Madame
Hvor er det smukke billeder! Så trist at I har måttet tage afsked med hundene. Men det har været et år med forandringer på mange måder.
Jeg glæder mig til at følge det nye hus og haven 🙂
Countryliv
Det var hårdt at sige farvel til hundene, men de havde begge gjort det godt! Jeg glæder mig til at begynde at skrive om haveplanerne, som efterhånden begynder at ligne noget 🙂
Nana
Det bliver så spændende, Lisbeth, med det nye hus og ikke mindst den nye have! Jeg ønsker dig et godt nytår!
Skal I mon have hund igen? 🙂
Kh Nana
Countryliv
Ja, det blive spændende – du ved jo om nogen hvad der venter os! Vi skal helt klart have hund igen og jeg håber at finde en Westiehvalp i 2019, hvis du kender en god opdrætter, er jeg meget interesseret i at høre om det:-)
Nana / www.mitlandliv.dk
Blogspot vil ikke lade mig lægge et link, men jeg har svaret dig ovre hos mig 🙂 Skønt at I skal have westie igen. Jeg er klar til at komme forbi på besøg når I har hentet hvalpen 😉
Fruens Flora
Hei.
For noen flotte bilder. Litt av en forandring for dere.
Spennende år med nytt hus og ikke minst den nye hagen.
God helg.
Hanne-Lise.
Countryliv
Tak Hanne-Lise, vi glæder os meget til alt det nye 🙂
Frk. Anemone
2018 var virkelig et år med mange forandringer for jer og 2019 fortsætter jo trenden 🙂
Glæder mig til at følge med i det hele og håber at vi ses i en eller anden sammenhæng i løbet af året.
Godt nytår og mange hilsner 🙂
Countryliv
Tak og i lige måde. Jeg glæder mig meget til vi nærmer os en tid, hvor jeg småt kan begynde i haven.
Jeg håber også at vi ses i en eller anden sammenhæng, det vil være hyggeligt 🙂
Esther - Min lille store have
Et meget spændende år I har bag jer – er dog sikker på, at 2019 bliver lige så spændende.
Det er sjovt at kunne følge med i jeres byggeri. Er meget spændt på anlæggelsen af haven.
Du skriver, at du må starte helt forfra med plantesamlingen – mon ikke vi er nogle i din blog-omkreds, der kan give dig nogle aflæggere/stiklinge/småplanter? Det er jeg ret sikker på. Jeg plejer f.x. at få sået alt for mange planter 😀
Countryliv
Du nævner noget som jeg meget håber på – netop at tiltuske småplanter, aflæggere eller stiklinger fra alle mine havevenner, det vil være så dejligt 🙂
Lisbeths Haveblog
Sikke et år… og hvor var det godt, I kunne forlade hus og have uden tårer.
Jeg glæder mig til at følge den nye have helt fra bunden – og håber det bliver uden alt for megen bøvl 😉
Mange hilsener Lisbeth
Countryliv
Det havde ikke været godt, hvis vi havde fortrudt vores valg…… Det bliver spændende at skabe en have helt fra bunden og se hvor hurtigt jeg får noget der er vokset pænt til, jeg håber ikke at det tager for mange år:-)
Casa Rosen- en Kolonihaveblog
Hold op et flot indlæg, med masser af skønne billeder fra den gamle have og vovserne :o) de kære firbenede.
Jeg glæder mig for vildt til at følge jeres husbyggeri og se dine have planer. Du skal da helt sikkert en tur med til Høneballehaven, der fra ved jeg af erfaring at man kan starte en mindre plantesamling :o)))
Og så skal vi til Fyn og besøge JAS og et par planteskoler. Du får hurtigt fyldt den have op.
Stort Knus fra Alma og Mig.
Countryliv
Tak Linda 🙂 Jeg vil meget gerne med på tur, så må vi se hvordan det passer ind i det hele, men ses det skal vi 🙂
Sussi.Sussinghurst
Huset er jo allerede godt på vej har jeg set, så den tid du skal vente går ganske sikkert hurtigt, og der er vel også en del der skal planlægges inden da. Det bliver så spændende at se dine planer for haven. Rigtig godt nytår, med og uden have.
Countryliv
Tiden går lynhurtigt og jeg skal vidst også til at løfte sløret for mine haveplaner her, for lige pludselig har jeg nok ikke så meget tid til blogning 🙂
Charlotte Neve Grün/ Hos Villa Fryd
Rigtig godt nytår.
Hold nu op et smukt indlæg. Jeg kunne blive ved at læse.
Øv også det sådan lige sluttede.
Jeg venter med glæde på at læse nyt.
Masser af klem
Charlotte