EFTERÅRSFARVER
November, normaltid, skiftende vejrlig og efterårsfarver har sneget sig ind på os og jeg glæder mig hver gang solens stråler finder vej ud af skyerne. Jeg har ikke tendens til vinterdepression, men novembertåge kan godt slå mig ud en smule. Bortset fra det, så er jeg typen der holder af de fire årstider og jeg glæder mig til at trække indendørs og vinterhygge, imens jeg sender blikket gennem vinduet og ser på haven.
Inden vinteren skal jeg bare liiige have lagt forårsløg og ordnet køkkenhaven, men jeg nægter at gøre det i dårligt vejr! Og jo i min verden findes dårligt vejr på trods af “den rigtige påklædning”. Jeg hader at lave havearbejde i vådt vejr. Jeg hader at have våde havehandsker på og tung lerjord under støvlerne. 14 år med helårsarbejde som gartner har ligesom været nok for mig.
Men jeg elsker at kigge ud på haven, uanset vejret og jeg kan også tage en runde derude og nyde det. Heldigvis er vejret klaret op på flere af de første novemberdage og haven har været smukt badet i gyldne efterårsfarver. Nogle dage har det været så fint at Bjørn og jeg har siddet i havesofaen på terrassen.
I køkkenhaven står de flerårige blomkål, Pak Choy og artiskokplanterne utrolig grønne og frodige, hvorimod sommerblomsterne er igang med at takke af for i år. At blomsterne er færdige for i år er vemodigt, for hvor har jeg nydt at plukke buketter til vaserne og jeg glæder mig allerede til nye frøindkøb og planlægning af sæsonen 2021.
6 Comments
Lisbeth
Ja det sure vejr, våde handsker og jord under støvlerne kan vi godt undvære, men udsigten fra jeres vinduer er da fantastisk. Mon ikke vi slipper for blæsten nogle dage, så vi kan komme ud og få lavet noget mere i vores haver.
Lisbeth
Tak Lisbeth, bøgehækken gør virkelig meget for farverne her. Blæsten er væk idag, men her er desværre regn og dis, jeg skal have gravet Dahlia op, men det gider jeg helst i tørvejr.
Ha det godt og god weekend 🙂
Lisbeths Haveblog
Du skriver det, lige som jeg har det. Nogle gange nydes haven simpelt hen bedst indefra.
Men skønt er der derude i solskin som i dag.
Kh Lisbeth
Elna Slot
Der er meget at nyde, når man kikker ud over jeres have, så jeg forstår godt, du holder af at kikke ud på den. Det der falder mest i øjnene, når jeg kikker på billederne, er det kvadratiske spejlbassin på den grønne plæne. Det ser enkelt og smukt ud.
Hilsen Elna
Lisbeth
Tak Elna. I det hele taget er jeg glad for at have noget grønt græs i den ene ende af haven, for det giver et roligt udtryk modsat perlestenene som jeg også er glad for, men de føjer mere flimmer til indtrykket:-)
Madame
Hvor er det smukke billeder af efteråret i jeres have, Lisbeth, og spejlbassinet er bare så flot!
Havearbejde i regnvejr er heller ikke noget for mig 🙂
Nu mangler vi bare solskin – hele denne uge har det været gråt i gråt her i Halsnæs.