Slut på julen og klar til et godt nyt år.
Så er juletræet og -pynten pakket væk for i år og grene fra magnolietræet taget ind i stuen. Det var lige før jeg havde brudt min vane og ladet det hele være her et stykke tid endnu, for jeg var ikke klar til at give slip på “julepuppen”.
Vores jul i år var med stor glæde og sorg. Stor glæde fordi vores to drenge kom og slog sig ned her i flere dage. Noget som ikke er sket siden sidste jul. Men at vi igen i år kunne være os fire fuldstændig som vi altid har været i julen – det var så dejligt og hyggeligt.
Desværre blev vores ene hund, Vilmer syg og det, som vi troede var mavesmerter p.g.a. noget gigtmedicin han var begyndt at få, viste sig at være en stor svulst i milten.
Han var blevet undersøgt først i december og dengang fik vi at vide at blodprøverne viste at hans indre organer var raske.
Men d. 25. dec. om morgenen kørte jeg til dyrehospitalet, og da jeg havde fået diagnosen, var der ingen tvivl hos mig om, at han skulle have fred. Jeg sad med ham og alt foregik på den fineste måde
Her er Vilmer i august – vi savner ham – han var sin helt egen “personlighed” og vi har haft så meget sjov og glæde med ham.
Vi har heldigvis stadig Luffe som fylder 16 år om nogle dage. Det er underligt at gå tur med kun én hund – der er ingen “diskussioner” om hvilken vej vi skal – ofte har jeg stået med armene bredt ud i to retninger og ingen hund har villet give sig, nu styrer Luffe.
Og vi har været i skoven igen for godt nok orker han ikke lange ture op og ned ad bakker, men kortere distancer i ujævnt terræn kan kan klare og han nyder det.
Han leder efter sin ven når vi kommer hjem fra en gåtur. Vilmer ville altid i haven og tage en runde efter en gåtur, Luffe vilde ind – nu tager Luffe runden ned bag buxbomhækken omkring spejlbassinet for at se..
Kære alle – jeg ved at der er meget værre sorger end et kæledyrs død og man skal sætte tingene i perspektiv. En hund lever et vidst antal år og så går den videre. Mine hunde har været en del af mit liv her på bloggen og derfor deler jeg det også med jer her. Men livet går videre også her hos os.
Jeg vil nu ønske et rigtig godt nytår og ønske jer alle et godt og lykkebringende 2018!
Jeg ser frem til haveåret 2018 og måske ses vi til et arrangement eller plantemarked et eller andet sted.
15 Comments
Høneballehaven
Kære Lisbeth
Ja det er en stor sorg at miste sin hund, det forstår de fleste af os vist fuldt ud. Selv nu to år efter savner vi Vicky, men livet går videre, vi fik to nye hunde, måske er der også en ny lille hund til jer. Det er fantastisk, at så stor en hund som Luffe er blevet 16 år, de har det godt hos jer.
Jeg kan godt forstå, I nød jeres jul med drengene hjemme, det kan jeg stadig savne, for en skønne dag er der svigerdøtre, og så er det ikke helt det samme mere, selvom de er nok så søde. Til gengæld kan I glæde jer til børnebørn, det er dejligt med små i familien igen.
Godt nytår til jer
Countryliv
Kære Lisbeth
Jeg husker at I havde sagt farvel til en af jeres hunde, den dag vi besøgte jer. Jeg forstår godt at du kan savne en af dine gamle hunde selvom du har to nye. Hver hund har sin "personlighed" og den kan ikke erstattes.
Om vi skal have en ny hund ved jeg ikke endnu. Jeg vil meget gerne have en Westie igen, men vi er jo væk 8-9 timer om dagen fire dage om ugen. Måske hvis vi kan finde en som kan komme i løbet af dagen..
Vi har to dejlige svigerdøtre, men indtil videre vælger de alle at fejre jul i deres barndomshjem og det nyder vi godt af 🙂 Det ændrer sig når der kommer børn, det gør det.
Jeg tror på at det er dejligt med små børn i familien, det er også tydeligt hvor glad du er for dine 🙂
Casa Rosen- en Kolonihaveblog
Kære Lisbeth
Rigtigt godt Nytår og jeg håber at 2018 måske og hvem ved måske bliver det året hos jer hvor der kommer 4 små nye poter ind.
Det er så hårdt at miste også selv om det er et kæledyr.
Tak for dit besøg i min lille have i året som lige er gået, jeg håber at vi også får nogle hyggelige timer sammen i 2018, husk at sætte flueben på datoen hvor der er bloggertræf i Geografisk have d 5 Juni og der hvor jeg holder blogtræf d 16 juni.
Masser af Hilsner og godt Godt Nytår fra Alma og Mig.
Countryliv
Kære Linda og Alma
Tak og rigtig meget i lige måde, jeg håber at dit 2018 bliver rigtig godt! Nu må vi se mht. hund, jeg var overbevist om at jeg ikke skulle have ny hund før jeg går på pension, men der er jo stadig nogle år til – så pludselig synes jeg noget andet.
Selv tak for dit besøg i min have, det var dog hyggeligst hos dig, hvor vi fik mulighed for at tale sammen 🙂
Grundlovsdag er ikke fridag på mit arbejde, men jeg har sat kryds på d. 16. juni.
Vi ses 🙂
Lisbeths Haveblog
Kære Lisbeth
Ja, der er større sorger, når man ser det i det store perspektiv, men lige når man er midt i det, er det den største sorg, at sige farvel til sin hund. Jeg har selv sagt farvel til fire hunde og bare mellem os to: Jeg kan stadig få våde øjne, når jeg tænker på det, selv om livet for længst er gået videre.
Godt nytår.
Mange hilsener, Lisbeth
Countryliv
Kære Lisbeth
Tusind tak for din søde kommentar, den går lige ind i hjertet 🙂
Godt nytår til dig.
Nana
Godt nytår, Lisbeth!
Du har ret i at der er større sorger end at miste en hund, og når hunden endda er blevet gammel, er det jo egentlig bare som det skal være. Men for pokker hvor er det hårdt! Man sørger jo over at miste en af sine allerbedste venner. Jeg kan stadig – præcis som Lisbeth skriver i forrige kommentar – få våde øjne når jeg tænker på de hunde jeg har mistet. Selv om de havde gode hundeliv og blev gamle. Og jeg får altså også våde øjne når jeg tænker på dig og Vilmer lige nu …
Men først og sidst: Godt nytår! Jeg håber 2018 bringer en lille westiehvalp til jer 🙂
Knus fra Nana
Heike Ebner-Therkelsen
Kære Lisbeth.
Sikke en sorg, at miste sin trofaste ven. Selvom en hund "blot" er et kæledyr, så åbner de vores hjerte og kærligheden er ubetinget. De fylder vores dage med glæde og lykke, og derfor er sorgen stor, når vi må sige farvel. Sikke en sorg i har oplevet i den søde juletid.
Jeg ønsker jer det aller bedste 2018, med masser af glæde og latter.
Knus Heike
Frk. Anemone
Godt nytår, Lisbeth.
Dejligt at julen blev lige efter dit ønske med drengene hjemme. Her var vores tre drenge også hjemme både den 24. og 25. og det er jo næsten som i gamle dage, da de boede her.
Så sørgeligt med Vilmer – det er da en stor sorg at miste sin dejlige hund, kan kun ønske at jeres anden hund vil give jer mange glæder og smil i nogle år endnu.
Esther - Min lille store have
Kære Lisbeth
Det ER hårdt at sige farvel til et elsket kæledyr. Jeg er helt ødelagt i lang tid, når jeg har måttet sige farvel til en af mine elskede katte.
Knus og tanker med ønsket om et glædeligt 2018.
Fru Friis
En smuk lille fortælling om Vilmer og Luffe og det er altid trist at skulle sige farvel.
Måske vi ses derude i den nye sæson. Haveknus og godt nytår fra mig.
Lea
Kæledyr er ved ens side hele deres liv, de skal aldrig flytte hjemme fra eller opdrages til at klare sig selv. Det er så hårdt og jeg tænker på de dyr jeg selv har sagt farvel til og det trækker tårer umiddelbart.
Ønsker jer Godt nytår
HAVELIV
Det er hårdt at ens kæledyr desværre ikke klare livet længere føler med dig.
Ønsker dig et Godt NYtår
Sussi.Sussinghurst
Knus og kram fra mig – og rigtig godt nytår
Frøken Leth
I har mistet et familiemedlem, og sorgen er derfor stor. Uanset om der er 2 eller 4 ben, så smerter det helt ind i hjertet når vi mister <3
Må jeres nye år bringe jer varme og glæde….og måske et nyt familiemedlem? 🙂
Godt nytår 🙂