Snart klar til Åben have.

Lørdag d. 30. maj holder jeg åben have sammen med hundredevis af andre danske haveejere. Med stadig et par uger til, stiger spændingen samtidig med at jeg egentlig føler at jeg er parat. Jeg kan jo ikke trylle blomstring frem som ikke har sæson i maj/juni, men jeg tror at man godt kan se hensigten med havens indretning.

Så sent som for ti minutter siden haglede og stormede det udenfor og jeg synes at dette forår har været meget omskifteligt. I hvertfald har det været hårdt for de pelargonier og andre varmekrævende krukkeplanter at komme igang. Heldigvis er hornvioler seje og vokser selvom det er koldt.

Det blå bed er uendelig smukt om foråret. De blå og gule bladfarver står godt til hinanden og selvom der ikke kommer meget lys i det hjørne, er der kommet godt gang i væksten.
Der er også gang i de uanseelige som Tellima og Geum og nyseroden falmer også på smukkeste vis. Der er andre planter med farver på i det hvid-, gul-grønne bed og jeg håber på endnu flere når det bliver d. 30. maj.
Det nyeste bed langs baghavehækken vokser også pænt og her håber jeg at prydløgene vil blomstre om 14 dage. Syrenerne er begyndt og de står utrolig godt til de fire blodblommer som nu har smidt blomsterne og har røde blade. Det er dejligt at sidde i pavillonen når eftermiddagssolen varmer det hjørne.

Kartoflerne er spiret og gulerødderne – haha de er jo snyd.. Ikke desto mindre vil de blomstre med de flotteste skærmblomster hen på sommeren. Jeg har sået squash og græskar, men det er stadig for koldt til dem.
Terrassen er under klargøring, den er højtryksspulet og nyt fugesand er smidt på, så nu pågår indretning med krukker. Og så kan jeg vel også snart komme til i drivhuset. Jeg har stadig småplanter som skal ud i bedene, men lidt efter lidt får jeg også ryddet der.
Status er, at jeg er fortrøstningsfuld og jeg glæder mig til en god dag.
Alt det arbejde vi har lagt her de sidste par måneder, har ikke kun det formål at åbne haven for andre en enkelt dag – det der er gjort vil være til glæde for os i al fremtid. Faste vægge i pavillonen vil vi få glæde af året rundt, hvor vi kan sidde i læ og nyde spejlbassinet. Under træterrassen er der blevet lukket så man ikke kan se rodet derunder. Den lille stensætning i det blå bed og det der er plantet er med til at fuldende hjørnet.
Jeg føler at det bliver en fantastisk sæson og sommeren skal nydes i fulde drag.

9 Comments

  • Jette

    Hej Lisbeth.Jeg syne det ser helt forrygende ud i din have…………….og glæder mig rigtig meget ti at gense den med alle de nye tiltag der er sket i haven.Selvom man gene vil have de pænt når man får besøg……………..så er det jo dejligt at få lavet alle de småting man altid halter bagefter med.
    God søndag aften knus Jette

  • Madame

    De åbne haver en et dejligt påfund, og det er meget inspirerende at se, hvordan andre har fundet på at indrettet deres haver. Din have er bare så smuk, Lisbeth, og jeg håber at komme forbi lørdag den 30. maj.

  • Frk. Anemone

    Det skal nok blive en god dag, den 30. maj – det må dag blive varmere end nu. Hvis jeg boede på Sjælland ville jeg helt sikkert komme forbi og se din dejlige have, men jeg nyder dine billeder og fortællinger. Det er dejligt med faste vægge i pavillonen – man har brug for læ når man skal sidde ned.

  • Min Kolonihave- Casa Asti

    Hej Lisbeth
    Jeg må desværre meddele at jeg ikke kan nå at komme d 30 maj, Vi har generalforsamling i kolonihaven og efter som jeg sidder i bestyrelsen bliver jeg nød til at dukke op og mit barnebarn fylder 3 år, så der er jeg om eftermiddagen. Jeg havde sådan glædet mig til at se din have og hilse på dig og Jette. Jeg håber virkelig der bliver en anden gang.
    Kh Linda

  • Susanne

    Det ser rigtig dejligt ud i din have. Og deadlines er tit et nødvendigt "onde" for at få opgaver færdige (det har jeg ihvertfald set har været godt ift. min have i forbindelse med sønnens konfirmation:-)

    Jeg overvejer meget, om jeg kan få lagt et besøg ind hos dig d. 30. – det kunne være så dejligt at se din have IRL. Måske vi ses 🙂

  • Gitte H

    Der ser som altid vidunderligt ud i din have. Det må være skønt at få ordnet så mange ting, som I kan nyde resten af sommeren.
    Det ser sødt ud med dine snyde gulerødder 🙂
    Jeg tror prydløgene vil blomstre om 2 uger, de er begyndt at få farve hos mig.

    Jeg har endnu ikke lagt en plan for hvilke haver jeg skal se. Jeg vil prioritere haver, jeg ikke før har besøgt, så jeg tror ikke jeg når forbi dig.

  • Vivi

    Det ser skønt ud, og jeg glæder mig til at se din have og dine plantesammensætninger 🙂 Jeg ringer eller skriver til dig i løbet af ugen, og aftaler tidspunkt for vores besøg.

  • Nette

    Kære Lisbeth

    Det er en rigtig dejlig fornemmelse at føle, at man er "med" og har styr på tingene. Du har lagt mange tanker og energi i at få det hele til at hænge sammen, og jeg skal da ellers lige love for, at I har haft gang i mange nye og store tiltag. Da jeg så det nederste billede, kom jeg helt til at grine, for det ser virkeligt ud til, at der er gange i mange ting på én gang. Claus Dalby har et godt udtryk for noget sådant: Det ser hektisk ud.

    Jeg skal til Jydeland den 27. i et par dage, men regner med at være hjemme igen, så jeg kan komme forbi og se herlighederne 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *