Havens staudebede sommeren 2022

Nu hvor jeg har klippet stauderne ned for at kunne se de første forårsløg blomstre, må det være på sin plads at vise jer, hvor dejligt haven blomstrede sidste sommer.

De fleste af mine staudebede er skabt sådan at stauderne tager over efter tulipaner og narcisser er afblomstret. Selvfølgelig har flere af dem noget lækkert forårsløv som supplerer løgene, men med få undtagelser begynder deres blomstring først hen i maj og derefter afløser den ene staude den anden resten af sommeren ind i efteråret, hvorefter det hele slutter med den første hårde frost.

Det hvide- og gule bed langs terrassen er nok mit favoritbed. Måske fordi det er så vildt at følge fra stuens vinduer og fra min yndlingsplads på terrassen og jeg bliver stadig overrasket af nogle af de stauder der dukker op – nååå ja den har jeg da også!

Patricia scabiosifolia

Planterne står i et af virvar høje, lave, smalle og brede uden de gængse regler (høje bagerst og lave forrest) og de breder sig på en måde hvor de væver sig ind i og oven i hinanden.

Det er 100% mit valg at det skal være sådan, som i en grøftekant, dog strammet op med kugleformede buske buxbom og blærespirea hist og her.

De to runde bede i den bagerste del af haven er vidt forskellige. Det ene bed dybt romantisk og fyldt med lyserøde gederams og storkenæb ved midsommer og så et skift til sommerfuglebusk, høstfloks og lyserøde hortensia i sensommeren.

Det andet runde bed stråler mest i sensommeren med tørketålende græsser, salvia, perlekurv og purpursolhatte og ikke at forglemme et væld af flyvende sommerfugle.

Stauderne i de to bede på hver sin side af spejlbassinet begynder deres blomstring hen i juni når de mange kuglerunde lilla prydløg takker af. I løbet af de snart fire år der er gået siden plantningen, har de ændret sig fra at være helt idendiske og spejlvendte til at være en smule forskellige. Forskellen skyldes placeringen i hhv. skygge og sol. I solsiden er solhattene blevet store og sct. hansurt helt forsvundet – i skyggesiden er det næsten omvendt.

Som nævnt har jeg nu klippet stauderne ned. Jeg klipper/kværner de stive staudetoppe til mindre stykker og lader nogle af dem ligge i bedet. Desuden har jeg strøet kompost ud over med let hånd og jeg forventer at regnormene gør deres til at trække de døde plantedele ned i jorden. Nu glæder jeg mig til foråret og sommerens blomstringer – først og fremmest alle løgplanterne, tulipaner, narcisser samt anemonerne og senere et gensyn med alle de dejlige stauder og græsser.

2 Comments

  • Elna Slot

    Det er nogle meget smukke staudebede. Jeg kan godt lide, at du bruger “grøftekantmetoden”, når du anlægger dine bede, det giver liv. Det gør sig også godt, at du bruger mange høje stauder og græsser, jeg er selv for tilbøjelig til at gøre mine bede for flade.

    Hilsen Elna

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *