Et nyt år

To uger inde i 2024 og jeg er allerede begyndt med lidt forkultivering. Januar byder ellers på virkelig meget sne og hård frost, så det er absolut ikke havevejr og jeg har heller ikke lyst til noget som helst udendørs, men så blev jeg alligevel fristet til at så spinat i min nye drivbænk og forkultivering af chili og peberfrugt.

Chili- og peberfrugtspirerne dukkede op efter en uge i mørke på badeværelsesgulvet, så nu gælder kunsten at holde liv i planterne og potte om efterhånden som de vokser til.

Jeg må indrømme, at jeg blev havetræt i efteråret. Jeg har altid vidst, at det at dyrke køkkenhave er et stort arbejde, fordi det jo også indebærer høst og arbejdet med henkogning, blanchering, nedfrysning og syltning og hvad man ellers kan finde på for at udnytte sine grøntsager.

Så selve arbejdet med at rydde op og klargøre højbedene med kompost inden vinteren, var ikke just den store fornøjelse. Men når jeg endelig kom ud var det alligevel dejligt de dage, hvor novembervejret ikke var gråt, vådt og trist.

Blomsterhaven kører selv uden det store arbejde, men jeg havde købt forårsløg som skulle i jorden og det nåede jeg imellem jul og nytår, hvor vi havde et par finde solskinsdage. Det viste sig at være snydeheldigt, for det hårde vintervejr slog jo til lige efter nytår.

Sammen med nytåret og sneen kom lyset og lidt flere solskinsdage og med det modet på en ny havesæson. Og når jeg henter en portion grøntsagssauce med tomater i fryseren, henkogte tomater på glas samt grønne bønner m.m. i fryseren, mærker jeg jo også glæden ved at have lagt arbejde i dyrkningen. I haven står stadig grønkål og jeg har faktisk også nogle asiatiske bladgrønsager og bladkål i det lille tomatdrivhus, som jeg kan høste og dermed få lidt friske vitaminer i salatskålene.

Hvordan har du det med vinteren og lysten til forspiring m.m.? Tænker du på hvad du vil dyrke allerede nu, eller venter du til foråret?

Hvis du har lyst til noget nemt grønt, kan jeg anbefale at sætte lidt mungbønner og ærtespirer over i vindueskarmen, det går forholdsvis hurtigt – Godt nytår herfra.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *