Forårstegn, drivhuset og krukkerne

Et af de sikre forårstegn  for mit vedkommende, er når Irma har deres sommersalat i køledisken. At det i år faldt sammen med den første rigtige varme solskinsdag – på en af mine fredagsfridage for snart to uger  siden, var ren lykke.
Samme dag måtte jeg erkende at det var på høje tid at fiske planterne ud af overvintringsteltet i drivhuset. Temperaturen var 30º C.
Sidste weekend tog jeg “tyren ved hornene” og bar alle planter ud af drivhuset, fjernede overvintringsteltet og vaskede alle ruder indvendigt med brun sæbe, sprit og atamon. En ordentlig spuling med højtryksrenseren, nyt fint grus på fliserne og så er drivhuset klar til indflytning igen.
Tilbage står så det store arbejde med at gøre krukkeplanterne klar til den nye sæson og det kræver temmelig meget frisk krukkejord. Nedenunder har jeg linet op med trillebør til opsamling af leca fra de krukker som skal omplantes, en trillebør som jeg står og planter om ved (av min ryg) og poser med jord til hhv. blomster, krydderurter og citrusplanter.

En gang imellem må jeg lige ind og indsnuse luften i det rene drivhus – det er bare så skønt!

Jeg har også købt nogle plantesække som skal fyldes oven på tomatbedet, men i første omgang får det lov at vente indtil tomaterne skal i jorden og da jeg endnu ikke har sået dem, varer det et lille stykke tid. Indtil da får de omplantede Agapanthus og chokoladecosmos lov at stå og slå friske rødder i krukkerne.

Da det var overstået var det tid til ompotning og indflytning igen. Alle krukkeplanter får frisk jord i bunden. Det vil sige jeg trækker planten ud og skærer/klipper en del af det gamle tætte rodnet fra sidste år væk. Derefter kommer jeg frisk jord i bunden af krukken – nogle planter f.eks. Agapanthus ( skærmlilje) skal IKKE have  fjernet rødder, men skal i større krukker og det får de så. 

Det er en en lettelse at sætte flueben ved den opgave, nu kan jeg vende mig mod bedene, hvor forårsløgene begynder at stikke op imellem visne stauder. Et par steder har jeg allerede ordnet og der er sået valmuer, de vil nemlig gerne sås tidligt.
P.S. roserne skal jo også gødes nu, siger Rosenposten.http://rosenposten.dk

24 Comments

  • Høneballehaven

    Jeg har ikke mange krukker, men det var nu rart nok at få lidt at vide om, hvordan du gør, tak for det. Kan du få chokoladecosmos til at overvintre? Jeg har en stående, men regnede ikke med at udskifte jorden, det lyder til at være en god idé at gøre det. Mine roser har fået naturgødning, de får NPK til 1. april. Jeg synes, jeg en gang har hørt, at agapanthus gerne vil stå klemt, er det en misforståelse?

    • Countryliv

      For at tage det sidste først så har jeg også hørt at agapanthus skal stå trangt i potten, men i Haven nr. 8 2015 fortæller landskabsarkitekt Jørgen Larsen at det er en skrøne at de blomstrer beder hvis de står trangt, tværtimod blomstrer de flot med store blomstrer hvis de har god plads.
      MIn egen betragtning er at når man ser hvor stort et rodnet de får i en krukke, er det klart at de vil blomstre for at kunne sætte frø og dermed sikre artens overlevelse, men den blomstring er ikke lig med smuk blomstring. Planten har behov for veldrænet næringsrig jord og adgang til det vil give smukkere blomstring. Agapanthus kan sagtens plantes ud i et bed hvor der jo er masser af jord omkring – den er bare efter min mening flottere når den bliver løftet op i en krukke, hvor bladene kan hænge ud over kanten.
      Mht. chokoladecosmos så har den godt af at få tilført frisk jord i bunden. Sidste år blev min så enorm og hang gr. udtørring hver dag fordi rodnettet havde overtaget helt og jeg måtte til sidst dele den. Nu har begge planter igen store rodnet og kan deles – jeg ender med at kunne åbne en forretning med dem:-)
      Jeg skal ud og gøde roserne snarest.

    • Countryliv

      Ja og undskyld – jeg fik ikke svaret på overvintring af chokoladecosmos. De kan overvintre i krukken et frostfrit sted. Mine har stået i teltet i drivhuset, hvor temperaturen har været lige over frysepunktet.

  • Gitte

    Skønt med et rent drivhus. Jeg håber mit kan blive gjort rent i morgen. det lyder lidt smart med at give dem frisk jord i bunden i stedet for i toppen. Ja, der skal meget krukkemuld til alle de krukker man har.

    • Countryliv

      Ja, Gitte det er skønt:) I bunden af krukken har rødderne overtaget al pladsen så der skal frisk jord til.
      Flemming korser sig altid over al det jord vi kører ind i haven hvert år.

  • Anne

    Flot arbejde og det ser bare flot ud dit drivhus. Både gulv og selve huset. Gjorde nøjagtig det samme selv sidste weeekend, så nu er vi klar. Jeg har heller ikke sået så meget. Måske der kan gøres lidt mere af den slags her i Påsken. God Påske til dig

  • Jette

    Hej Lisbeth.Så er du også med i klubben af dem der har fået vasket drivhus ned.Det er bare så skønt at få det gjort.
    Og tak for info ang. jordforbedring i krukker……..det skal da prøves.
    Og har faktisk lige ordnet mine tre agapanthus i går.Og den ene trænger vist også til en større krukke.Måtte klippe dem helt ned,da de så lidt sølle ud………..men håber da de klarer sig.
    Er lige blevet færdigt med mit potteskur i dag.Endnu et flueben !!!
    Så nu mangeler kun udestuen.Men vejret skal gerne være lidt varmere før jeg tømmer det.
    Utroligt hvad vi skla nå her om foråret.For har da også lige sårt lathyrus.
    Rigtig dejlig påske til dig og din familie Knus Jette

  • Ingrid

    Tak for et fint indlæg. Hvorfor må rødderne på agapantu ikke beskæres? Det kan være svært at blive ved med at finde større krukker.
    Hilsen Ingrid

    • Countryliv

      Velbekomme Ingrid.
      Jeg tror godt at Agapanthus kan tåle let beskæring af rødderne hvis man vil holde planten i ave. Rødderne er friske og saftige og hvis de beskadiges for voldsomt vil det svække planten. Grunden til at jeg hellere planter dem op i større potter at jeg gerne vil have større planter.
      En god måde at formere dem på er at dele klumpen og da er det jo svært ikke at kappe nogle rødder.
      Hilsen Lisbeth

  • Anette Nielsen

    Forfriskende projekt du har sat v ved. Noget der ligner skal vi have gang i her i påsken, sammen med køkkenhaven. Og valmuer skal såes i et nyt rosenbed:-) Indtil videre fantastisk påske vejr:-)
    Rigtig god påskeferie til dig!

  • Livsnyderhaven.dk

    Skønt indlæg. Jeg er ved at male mit orangeri indvendigt, og glæder mit til at kunne boltre mig der. Det er fantastisk at stå med fingrene i jorden igen! Glæder mig til at følge dig gennem årets gang.

    God påske

Leave a Reply to Countryliv Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *