ET VILDT BED

Da jeg skulle komponere staudebedene i den nye have havde jeg besluttet at de skulle afspejle havens beliggenhed i udkanten af en landsby omgivet af grøfter og marker og derfor gerne skulle have et vildt udtryk.

Det er lykkedes rigtig godt i det hvide- og gule bed, når jeg selv skal sige det. Bedet består af flere stauder, græsser og buske som man ikke lige finder i grøftekanten, men det matcher meget godt – ihverfald her i juni måned. Nå ja stilen brydes og strammes op af klippede Buxbom.

De store grønne kvan dominerer med deres højde og de store skærme og insekterne elsker dem. Derudover er der bronzefennikel, løvehale, gåseurt og græsser i billedet ovenover.

De samme planter går igen flere gange i det lange bed og mange planter står parat til at blomstre inden længe. De gule buske er Blærespirea ‘Darts Gold’ som jeg klipper i kugleform.

Det sjove er at stauderne blev plantet i september og at de så hurtigt har dækket den bare jord. Der er dog stor forskel på hvor store de forskellige stauder endnu er blevet, men der er vidst ingen tvivl om at de tre lysegule gåseurt er kommet godt fra start. De har blomstret fra midt i maj og er stadig i fuldt flor.

En god blanding – øverst Gåseurt – Anthemis ‘Sauce Hollandaise
i midten blomstrende buske syren og snebolle

Her får I en lille kavalkade af maj-juni blomsterne i bedet:

Lodden løvefod – Alchemilla mollis
Vortemælk ‘Euphorbia x martinii ‘Kolibri’
Stjerneskærm – Astrantia ‘Snow Star’
Løvehale – Phlomis russiliana og Broncefennikel i baggrunden
Engblomme – Trollius ‘Alabaster’
Silkepæon – vidst nok ‘Jan van Leeuwen’
Sporebaldrian – Centranthus ruber ‘Albus’
Kæmpe skælhovede – Cephalaria gigantea

I samme bed har jeg også plantet lidt blåblomstrende planter, bl.a. kærmindesøster ‘Jack Frost’ og Amsonia og jeg har ladet selvsåede forglemmigej dukke op hvor de ville

Roserne blomstrer også nu, men de får deres eget indlæg.

11 Comments

  • Lisbeth

    Ja man må sige, at det er en kæmpe succes, tænk hvad du har fået gang i på bare et år. Imponerende. Alt gror vildt meget i år, selvom vi har tørke.

    • Lisbeth

      Det er utroligt som det vokser på trods af tørken, heldigvis. Jeg har faktisk tænkt om det bliver lige så tørt som i 2019, hvor træer tabte deres blade, det håber jeg ikke og lige nu øser det ned 🙂

  • Madame

    Hvor er der smukt og frodigt i din have nu! Det er en fryd at se. Jeg gætter på, at du har et hav af bier og sommerfugle.
    Må du vande hver dag i øjeblikket?

  • Lisbeths Haveblog

    Hvor er det fint tænkt at bedet skal passe til beliggenheden. Det er gode ‘vilde’ planter, du har fundet. Jeg har også en Sauce Hollandaise. Den er enorm og passer slet ikke til voksestedet her i haven. Jeg lover mig selv hvert år, at den skal flyttes. På den anden side set, så er den åbenbart vældigt glad for voksestedet. Jeg vil i hvert fald beholde den. Den er solid og har den yndigste farve… og den virker naturlig.
    Mange hilsener Lisbeth

  • Elna Slot

    Det er utroligt, at det er vokset så godt til, at du allerede har et vildt bed med en tæt beplantning. Det er nogle meget smukke planter, du har valgt. Jeg falder især for den sart gule engblomme. Jeg har ingen erfaringer med den, men jeg undrer mig lidt over, at den vokser i et bed sammen med stauder, som i vid udstrækning er tørketålende. Jeg troede, den krævede fugtig jord. Den blå Amsonia er så smuk og passer fint i sammenhængen.

    Hilsen Elna

    • Lisbeth

      Jeg er også glad for at det er blevet så frodigt. Den sart gule engblomme står lidt i skygge af andre planter og i den “fugtige” ende af det bed, men du har ret og jeg er også spændt på om den bliver her. I min gamle have stod den fugtigt og i let skygge, men forsvandt gang på gang.
      Hilsen Lisbeth

Leave a Reply to Lisbeths Haveblog Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *