Højbedshaven set fra lågen

En tur i køkkenhaven

Det sted, hvor det kolde og ustabile forårsvejr ses tydeligt, er i køkkenhaven. Når jeg sammenligner snitblomster og grøntsager i højbedene med 2020 ses det også med al tydelighed, at jeg ikke har brugt tid til forspiring. Det skal dog nok komme igang altsammen og jeg glæder mig.

Dog har jeg høstet asparges siden april og det er meget tidligt! En dag i slutningen af marts, hvor vi var ved stranden med Bjørn, tog jeg en pose tang med hjem som jeg fordelte over rækkerne af asparges. Om det er jorddækket der har fået aspargesplanterne til at skyde tidligt, ved jeg ikke, i hvertfald har vi nydt nogle lækre tykke asparges i et stykke tid. Det er jo kun to år siden jeg plantede disse og derfor er jeg tilbageholdende med høsten, for asparges skal helst have tre år til at fundere sig.

Egen høst 2021

I højbedene modsat side af aspargesplanterne har jeg plantet jordbær og imellem de to rækker skal der meget gerne komme blomster.

I de andre højbede har jeg sået grøntsager og sommerblomster til afskæring.

Spinat er klar til høst og det første hold ærter er på vej op. Når jeg høster spinaten en af dagene, tænker jeg at så rødbeder samme sted. I dette bed spirer der forhåbentlig også blomster til tørring, helichrysum og statice.

I nabobedet satte jeg i vinter hvidløg og senere har jeg sat rødløg, skalotteløg, sået gulerødder og tagetes.

Den hårde vinter tog livet af mine flotte artiskokplanter, så jeg har købt fire nye planter. Jeg håber selvfølgelig at få lige så stor succes med disse som jeg havde med de gamle planter og jeg tænker at gøre mere ud af overvintringen fremover (note til mig selv) Da planterne ikke er så store endnu, har jeg fået plads til en række Pak Choy. Jeg plejer at så bladbeder i forskellige farver, de er dekorative og kan spises, men jeg kan væsentlig bedre lide at spise Pak Choy og til det dekorative må blomster gøre det i år.

De grønsager som jeg vælger at dyrke, er for de flestes vedkommende beregnet på tidlig høst. Og jeg har ikke forventninger om at være selvforsynende i meget andet end blomster til afskæring og krydderurter. De første to år i denne have har jeg forsøgt mig med kål og i 2019 var det en ubetinget succes, hvorimod kålen sidste år gik til larverne.

Sidste år havde jeg store forventninger til en flerårig blomkål som jeg havde sået og planterne blev kæmpestore. Så store at de voksede ud af insektnettet. Men flerårig er flerårig og planterne fik lov at stå i november, december og januar – hvorefter jeg gav op. Jeg troede simpelthen ikke at larver levede så godt oppe i fri og kold vinterluft, men i januar myldrede det stadig med larver på de totalt ribbede kålblade og det blev for ulækkert.

I år nøjes jeg med at så rød grønkål med henblik på at høste små blade til salat. Jeg har set et tip om at duften fra nikotinblomst kan forvirre kålsommerfuglen og dermed forstyrre dem under æglægningen, så derfor står den limefarvede nikotinplante ved bedet.

I det midterste runde bed på billedet ovenover har jeg sået “rottehale-radiser” eller radisebælg som de (mere appetitligt) også kaldes. Man kan spise rødderne som almindelige radiser, men lader man planten vokse til en busk, vil den udvikle spiselige bælge som smager af radiser. Dem er jeg spændt på.

Som jeg tidligere har nævnt orkede jeg ikke at forspire så mange sommerblomster og valgte at så på stedet. Jeg såede flere rækker stolt kavaler, løvemund og hjertegræs i et bed og dækkede det med fiberdug, men desværre troede Bjørn, at jeg havde anlagt en stor hundeseng til ham og hyggede sig gevaldigt på de lune “tæppe”, så jorden er blevet hård og jeg synes ikke at frøene spirer som forventet. Jeg har prøvet at kradse lidt op i jorden og har også eftersået, men jeg synes at spirerne lader vente på sig i et par af rækkerne.

Tryk på billedet og se en film med Bjørn der nyder sin store hundeseng – 12. maj

I det runde bed er der sået stangbønner inde ved stativet og lidt buskbønner rundt i kanten. Desuden er der plantet tallerkensmækker som skal fungere som fælde for bladlusene og de skal også tiltrække bestøvere. Små tip som dette og de andre jeg har nævnt, har jeg set på skilte i køkkenhaven ved Sissinghurst.

Det lille drivhus er blevet skygget med gardiner af fiberdug på siderne. Jeg håber at det er nok til at beskytte planterne derinde mod solens skarpe stråler, men jeg tænker meget på, om jeg skal plante en frodig klematis, som den jeg havde for mange år siden i Bagsværdhaven.

Herover har jeg plantet Lathyrus i krukker og det skal gerne ende som et Lathyrushegn. På bagsiden har jeg et tomathegn og frilandstomater i krukker, og stadig sommerblomster som venter på at blive plantet ud.

8 Comments

  • Madame

    Bjørn mener nok, at den fine seng er lavet til ham 🙂
    Jeg er virkelig imponeret over din skønne køkkenhave.
    Jeg ville ønske, jeg kom i gang med at anlægge en selv. Da min søn boede hjemme, var det ham der havde en køkkenhave her og var pavestolt.
    Hvor lyder det spændende med “rottehale-radiser” eller radisebælg. Det er et nyt navn for mig 🙂

    • Lisbeth

      Bjørn får lov at hoppe op allevegne, så selvfølgelig skulle han op og rode i den nye “seng”.
      Jeg kan godt forstå at din søn var pavestolt over sin køkkenhave, for det er noget særligt at dyrke sine egne grønsager 🙂
      Jeg er også spændt på radisebælgene.

  • Lisbeth

    Jeg kan godt forstå, at planterne ikke kommer op, Bjørn har rigtig hygget sig i hundesengen 🙂
    Flot med asparges, jeg kender en herovre, der har asparges (godt nok de hvide) men det har til en start ikke været den store succes, jeg ved ikke, om det er bedre nu.

    • Lisbeth

      Ja, Bjørn roder grundigt rundt i hundesengen… 🙂
      Jeg havde også asparges i haven for 40 år siden, men de blev aldrig så flotte og tykke som dem jeg har nu.

  • Marie

    Du lægger tydeligvis en masse energi i køkkenhaven. Her er det min mands afdeling; men jeg bruger flittigt af produkterne. Der er altid onde dyr, som ikke vil lade os have grøntsagerne i fred, så det er spændende fra år til år, hvad der lykkes bedst.

  • Lisbeths Haveblog

    Jeg er vild med din have, der er så vel komponeret.
    Og jeg er imponeret over, hvor meget du får ud af køkkenhaven, der trods alt ikke er på en halv hektar. Det må være gartneren, der kan overskue alt det med lusefælder, tidlige og sene afgrøder, opbinding, såning, drivning, drivhus osv.
    Bjørn er et herligt ‘kiks’ midt i al denne planlægning. Klap til ham.
    Mange hilsener Lisbeth

Leave a Reply to Lisbeth Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *