En sommeraften i Frk. Anemones have

Til mit forrige indlæg, hvori jeg bl.a. skrev at vi skulle et smut til Århus, fik jeg en invitation til kaffe af  Frk. Anemone, og med udsigt til hyggeligt selskab og en havevandring i Ulla og Malcoms have, som jeg har fulgt på bloggen i alle årene, skyndte jeg mig at sige ja tak.
Onsdag aften var endnu en af de skønne, varme sommeraftener, som vi har haft så mange af i år, og straks efter vi var ankommet gik vi alle fire ud og kikkede på haven.

Rosenhækken (The Alnwick Rose) ud mod vejen har jeg læst om og set billeder af og jeg var spændt på at se den i virkeligheden. Den er fantastisk smuk med flot løv og masser af blomstrende roser. Det er imponerende flot med mange roser af samme slags.
Ved carporten og langs med indgangen blærer sommerblomsten Zinnia sig. Rigtig lange stængler og store blomsterhoveder – og helt ærligt, orange er bare superflot!
Se en frodig vej hen til hoveddøren og videre langs huset. Det er noget der virkelig kan inspirere mig. Jeg kommer til at bo i et hus meget lig det som Ulla og Malcom bor i, på en grund af samme størrelse og med huset placeret på grunden på stort set samme måde.

Superflot er denne Zinnia også – jeg mener at det er den der hedder Queen R.L. Den passer fantastisk godt sammen med hortensiaen i baggrunden.
For enden af haven ligger Malcoms damme. Rislende vand er så hyggeligt og så vidt jeg forstod, løber vandet imellem de to via et system. I randen står bl.a. hostaer og dagliljer så fine.

Et kig over blomstrende hortensiabuske imod drivhuset og et par mænd der får sig en sludder.

De lange gange og små terrasser med mulighed for kig på tværs af dem, giver forskellige indtryk alt efter i hvilken retning man kigger.

En skøn solitærplante er Ligularia (måske ‘Brit-Marie Crawford’?) Blomsterfarven kan diskuteres, jeg synes, at der er noget over de mørke blade og den varme gule, når de optræder sammen.

En flot Blærespirea har også fået plads som solitærplante i grusstierne i haven. Phloxen i baggrunden passer ret godt hertil.

Endnu et smukt kig igennem pergolaen op ad grusstien
– og lidt længere oppe imod drivhuset.
Purpursolhatte langs huset

Endnu en gang smukke farvesammensætninger – mørkt løv og purpur.

Sommerblomsterne elsker også denne sommer – ihvertfald har Ulla og Malcom kredset om dem, så flotte de er.

Efter haverundturen blev vi budt på kaffe, vin og lækkerier i det hyggelige drivhus og snakken gik lystigt. Malcom og Ulla har bygget hus for 20 år siden og det var godt at høre deres erfaringer med det som vi har foran os nu.
Tiden går hurtigt i godt selskab og hvor var det en hyggelig aften vi havde. Tænk, hvad blogning kan medføre af oplevelser og bringe af nye venskaber – Ulla og jeg var også enige om, at det er hyggeligt at blogge også selvom indlæggene ikke vælter ud som de gjorde engang.

Og apropos blogning, holder Ulla og Malcom blogtræf d. 18. august 2018, jeg kan desværre ikke deltage, men det bliver garanteret hyggeligt!

21 Comments

  • Madame

    Hvor er der mange smukke detaljer at lade sig inspirere af! Lige som dig er jeg også betaget af den frodige vej hen til hoveddøren og videre langs huset – og af dammen, du har fotograferet. Ja, jeg kunne blive ved.

  • Høneballehaven

    Så er det godt I har været der nu, både for at få inspiration, gode billeder og ikke mindst en lille snak, det er vi havebloggere gode til 🙂 Tak for skønne billeder fra frk. Anemones have.

    • Countryliv

      Velbekomme, det var virkelig en skøn aften i en skøn have, sammen med skønne mennesker 🙂 Skal du til blogtræffet? Der bliver helt sikkert mange gode havesamtaler.

  • Frk. Anemone

    Hej Lisbeth, tak for besøget, jeg er glad for at I lod jer lokke, og det var også meget inspirerende for os. Tusind tak for den flotte omtale og dejlige billeder du har taget, og ikke mindst omtalen af mit blogtræf.
    Det bliver så spændende at følge med i jeres byggeri og anlæggelsen af jeres nye have.
    Knus

    • Countryliv

      Hej Ulla, ja og tak i lige måde – det var meget hyggeligere hos jer end at sidde på cafe i Århus, så vi er nemme at lokke 🙂 Jeg håber at I får et dejligt blogtræf og er spændt på hvor mange I bliver.

    • Countryliv

      Hej Hanne-LIse, det er altid morsomt at se haver igennem andres kameralinse, man har tendens til at låse sig selv fast i sine yndlingsvinkler – det er min erfaring:-)
      Jeg har forsømt at kommentere hos dig, men det vil jeg prøve at blive bedre til, for jeg er altid så glad for dine.
      God uge til dig.
      Lisbeth

  • Casa Rosen- en Kolonihaveblog

    Hvor jeg glæder mig Lisbeth til at se det hele i virkeligheden, frk Anemone gjorde mig opmærksom på at du havde lavet et indlæg fra deres have, lige der havde jeg sovet i timen.
    Men hvor er der dog frodigt og du er så super god til at vise alt det smukke og meget af det med navne på. Zennia det bliver jeg nød til at skal ha til næste år.
    Det bliver altså så spændende hvad du finder på i jeres nye have, det er altid så spændende at gå i gang med et blankt stykke papir. I vil sikker blive fulgt fra mange blogge, for ja det altså så hyggeligt at blokke og man får så mange gode oplevelser, gode ideer og havevenner.

    Rigtig dejlig weekend til jer.

    • Countryliv

      Du kan godt glæde dig – jeg er sikker på at det bliver super hyggeligt! Husk at hilse fra mig 🙂
      Zinnia er en skøn sommerblomst og god til buketter. Ulla og Malcom har passet deres med guf af alskens slags, tror jeg for de var så flot store.
      Jeg glæder mig til at lave den nye have og at blogge om den og ikke mindst om de tanker jeg har om den nu, men inden da har jeg lyst til at skrive om de engelske haver som vi besøgte tidligere på sommeren. Ja der er meget at dele med sine haveblogvenner, det er bare ikke altid jeg når at få det ud over rampen;))

Leave a Reply to Frk. Anemone Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *