Åben have og et spørgsmål.

I år holder jeg åben have d. 30/5 i forbindelse med Haveselskabets Havefestival. Jeg har tænkt en del for og imod og er altså endt med for. 
Havefestivalen falder i pinsen RETTELSE den falder først ugen efter d. 30.- og 31. maj. Jeg håber selvfølgelig at der er nogle der har lyst til at se på haver.
En anden sag er at slutningen af maj havemæssigt er lige midt imellem forårsløg og staude/rosentidspunktet og da jeg ikke har rhododendron, skal der være noget andet der trækker. Det må jeg så finde ud af.
Jeg har en gang tidligere deltaget i havefestival, det var i 2012 – de sidste to dage i juni, hvor min have var på toppen. En fantastisk givende oplevelse som jeg gerne vil gentage. Selve arrangementet hvor danskere i hele landet åbner deres have for alle i samme weekend, synes jeg er en rigtig god ide.
På haveselskabets sider over åbne haver kan I se min beskrivelse af haven (link nederst på siden). Det var lidt svært at finde billeder med knald på fra slutningen af maj sidste- og forrige år – typisk – det kunne jeg godt have tænkt på… Det er også lidt svært at finde ud af hvad man skal lokke med i teksten, for jeg vil jo gerne have, at der dukker nogle op.
Jeg tror nu nok, at de fleste der deltager i havefestival “bare” åbner deres have, men de seneste år er der dukket flere “åben have med program” op. Det har jeg tænkt en hel del over, og besluttet at spørge jer her. Mit spørgsmål er ren interesse. Personligt kan jeg lide begge dele. Nogle gange kan jeg godt lide det uforpligtende anonyme besøg, hvor jeg dukker op og smutter igen når jeg har set det jeg vil, men jeg kunne også sagtens forestille mig, at tage afsted til den anden type.
Hvad lægger du f.eks. vægt på hvis du skal besøge en åben have? Er det nødvendigt, at der ud over interessante haverum og elementer er salg af Planter? Brugskunst? Loppesager? Kunst? Eller spurgt på en anden måde, ville det være et incitament for dig at komme, hvis der var den mulighed?
Her følger en virtuel vinterhavevandring fra en dejlig solskinssøndag – ikke så mange ord.
E-n-d-e-l-i-g er hegnet kommet op
Herover overvintrer artiskok forhåbentlig
Og til sidst en gammel Luffehund som e-l-s-k-e-r en snevask
Er der noget bedre end at rulle sig i sne?

27 Comments

  • Nana Hecquet

    Jeg kan vist egentlig også lide begge dele – afhængigt af humør og overskud. Nogle dage har jeg mest lyst til bare at tusse anonymt rundt, andre gange kan det være sjovt med noget ekstra. Men jeg tror aldrig jeg ville vælge en have fra fordi der ikke var andet end selve haven 🙂

  • Høneballehaven

    Nu kommer jeg jo desværre stort set kun til min egen åbne have, men jeg vil til en hver tid foretrække en have med masser af planter o.l. men ikke kunst og ikke lopperier, det er ikke mig, derimod plantesalg, det kunne jeg tænke mig. Jeg har dog fundet ud af, at det er hårdt arbejde med plantesalg, der skal hele tiden laves potter, det kniber at følge med til det. Så jeg går ind for at grave op på stedet, hvis nogen gerne vil have noget af det, jeg har i rigelige mængder. Desuden værdsætter jeg en god snak med haveværten, men det kan jeg jo nemt sige, for hos mig kommer de dryssende en gang imellem og sjældent i større flokke.

  • May

    Jer har ind til videre kun besøgt nogle få haver, og jeg følte mig både velkommen og priviligeret over at blive inviteret ind i en anden families private havedrøm. Jeg synes ikke, du behøver at være nervøs for, om der nu også er "underholdning" nok. Dem der kigger ind kommer jo for at nyde haven, samle inspiration og snakke planter og erfaringer. Alt i alt synes jeg ikke, at det er et must, at der også er andre tiltag.
    Jeg blev lidt nysgerrig, da jeg så, at du har artiskokker. Sidste år såede jeg for første gang artiskokker, så jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg bedst får dem til at overvintre. Lige nu står de i en stor krukke nede i kælderen.

  • Fru Friis

    Hmmmm…. meget interessant spørgsmål, som jeg lige måtte funderer lidt over. Har nemlig aldrig tænkt på at der er åbne haver "med program", men selvfølgelig er der det og det er helt fint og en god ide. Som udgangspunkt tænker jeg dog, at en åben have, er DIN have som den ser ud på det givne tidspunkt, og så er der ikke brug for "hurlumhej" til at tage fokus fra dette. Den eneste underholdning jeg i bund og grund har brug for, er at se planterne og hvordan du har fordelt dem og hvad du ellers har fundet på af spændende elementer. Altså rum i haven, arbejdsplads, drivhus, hyggekroge, siddepladser, sjove påfund. Ærgeligt du bor "over there", men jeg tror ikke du skal være nervøs for at havefestival falder i pinsen. Rigtig god fornøjelse med det og jeg vil glæde mig til en up-date fra dagen. :o)

  • hagen vår

    Hei! Hagen din ser så spennende ut at jeg tror det nesten hadde vært nok. Men hvis man ser en flott plante, kunne det ha vært fint om det var mulig å få kjøpt. Og selvfølgelig å få snakke med deg.
    Lykke til! Anne

  • Anette Krogh Pedersen

    Rigtig god beslutning med at holde åben have. Sidst i maj er jo den mest frisk-saftig grønne tid på året, hvor alt bare strutter af livsglæde. Der behøver for min skyld ikke bugne ag blomster, grønt er meget smukt. Åben have er for mig at få lov at se en andens have og ikke kræmmerboder 🙂 Så tager jeg på kræmmermarked, hvis det er det jeg gerne vil. Rigtig god fornøjelse.
    Kærlig hilsen Anette

  • Jette

    Godaften Lisbeth.Jeg besøgte jo din have sidst du havde åben have…………………og har også noteret din have d. 20/5.
    Jeg synes ikke der behøver at være et tema…………………men hvis der er noget interessant at købe er det helt fint med mig.Evt. små stiklinger hvis man har overskud af småplanter ville være en god ide..
    Jeg er jo også spændt på at se hvad der er sket i din have siden sidst.
    Må indrømme at jeg var lidt forbavset over at de valgte pinsen til åbne haver.
    Din have ser bare dejlig ud med et lag sne på.
    Rigtig god aften Knus Jette

  • Nette

    Kære Lisbeth

    Jeg kender jo din have, og din beskrivelse hos Haveselskabet rammer fint.

    Personligt er jeg interesseret i at se, hvordan andre indretter deres haver og evt. have lejlighed til at kunne stille spørgsmål til haveejeren. Med andre ord er jeg interesseret i at indhente inspiration og evt. udveksle erfaringer. Jeg er ikke interesseret i kunst og lopper ved den lejlighed. Hver ting til sin tid. Jeg vil næsten betragte det som et minus, hvis der går cirkus i den. Er der tilfældigvis interessante (eller livsnødvendige) planter til salg, er det fint, men det er afgjort ikke det, der driver værket for mig.

    Der er muligvis flere som tager i sommerhus, men i dag, tror jeg ikke, at så mange holder pinsefrokoster mere. Mange vil helt sikkert nyde at kunne tage på haveopdagelse i pinsen. Jeg har tænkt noget over, hvad jeg betragter som et underligt tidspunkt for åben haver. Også hos mig vil de mange forårsvækster være ved at visne ned, og roserne – og meget andet – er ikke "på" endnu. Når det er sagt, har jeg lige kigget mine fotos fra de sidste år i maj måned igennem, og kunne se, at jeg stadigt havde de sene tulipaner, masser af akelejer osv., så afhængigt af vejret, kan det blive rigtigt fint.

  • Bruuns Have

    Tilslutter mig også Nana`s kommentarer, haven er det vigtigste. Undre mig også over datoen til havefestival, men vi kan jo ikke gøre så meget ved det, men rigtigt at det ligger mellem forårsløg og roser. Men som Anette skriver, det kan det måske også være interessant at se haver i mellemleddet :-), kh Margit

  • Min Grønne Verden

    Hej Lisbeth
    Rigtig god beslutning at holde åben have igen, jeg regner med at kigge forbi, for i 2012 kunne det ikke passe ind i min kalender, og det var jeg rigtig øv over.
    For mig vil valget om at besøge en åben være, at haven er spændende, og taler til noget i mig, og ikke om der er salg eller udstilling af det ene eller det andet.
    Men når det så er sagt, har jeg nogle planter i min have som jeg har købt eller fået ifbm åbne haver rundt omkring, og de planter minder mig altid om den have hvor de kommer fra og også havens ejer, og det er jo lidt hyggeligt efterfølgende, men ikke et kriterie for om mig at der skal være plantesalg.
    Vi ses.
    Anita

  • Frk. Anemone

    Der skal da nok komme besøgende i pinsen også – havefolk kommer afsted hvis de vil – men tidspunktet for havefestivalen er måske lidt uovervejet.

    Når jeg tager på havebesøg er det for at se haven og blomsterne og hilse på værtinden.

    Ulla

  • Anette Nielsen

    Hej Lisbeth!
    Jeg har det vist ligesom de fleste andre her, også selvom jeg ikke har set så mange haver endnu, så er det haven jeg kommer for at kigge.
    Rigtig god fornøjelse til den tid!
    God dag og hilsner fra Anette

    PS Jeg er glad for at læse din beskrivelse af din have og ikke mindst at se billederne fra det tidspunkt.

  • Linda Irving

    Jeg tilslutter mig Nana og Fru Friis, det er haven og dens rum samt planter jeg gerne vil se og så en lille snak med ejeren.
    Jeg forstår godt dit for og imod da det jo er lige midt imellem. Sidste år var jeg så heldig at kunne besøge Claus Dalbys have på samme tidspunkt og der var masser at se på.
    Jeg vil glæde mig til at besøge dig, hvis jeg har fri og beundre dit smukke spejlbassin og dit drivhus :o) og ikke mindst at hilse på dig.
    Kh Linda

  • TANTE GRØN

    Kære Lisbeth.

    Hvor er det spændende,at du igen har valgt at holde en åben have dag. Det med at fastsætte det perfekte tidspunkt, hvor alt bare peaker på een gang, er altså en svær disciplin. Alt er jo forårsgrønt, saftigt, nyudsprunget og lækkert på den tid, Lisbeth, så jeg tror slet ikke, du skal bekymre dig. Vejrguderne har leget kispus med os, hvert eneste år, når vi har holdt åben have. Noget kommer tidligere end forventet, – andet senere.

    Ønsker dig allerede nu et stort pøj pøj og en fantastisk åben have dag. Din have er skøn og der er så mange smukke plantekombinationer, at man kan dvæle ved dem i timevis.

    Knus fra bakkerne

  • CuginaK

    Jeg er vist også mest til det åbne, så kan man kigge grundigt hvis man har lyst til det eller smutte igen uden større ståhej. Jeg er helt sikker på at din have vil lokke mange til. Pinselørdag var engang den største bryllupslørdag, jeg ved ikke om det stadig er sådan, men jeg tror nu stadig der er publikum nok. Bare en ide, måske kunne du have billeder af andre perioder i haven tilgængelig for dem der kommer på besøg. Det er ikke det samme som at se det selv, men bare et input. Jeg har ikke helt styr på pinsen endnu, men jeg håber jeg får set din have engang i år 🙂
    Knus Anne Mette

  • Gitte H

    Jeg går også til åben have, for at se plantesammensætninger og havens indretning.

    Det er lidt ærgerligt at de lige har lagt arrangementet i den weekend
    Det undrer mig at det næsten altid er i maj/juni de vælger at holde åben have, kun en enkelt gang inden for de sidste mange år, har arrangementet ligget efter sommerferien.

  • Frøken Solhat

    Super godt spørgsmål Lisbeth og jeg kan ikke prale med at have den store erfaring i at tage på havebesøg – men for mig vil modspørgsmålet være: hvad der for dig er vigtigst: mængden af besøgende eller tiden og ro til fordybelse med de besøgende???

    Jeg er næsten sikker på at lopper og kunsthåndværk m.m vil trække flere og varierende besøgende end en "kun" åben have.

    Til gengæld er jeg også overbevist om at du uden at skulle tænke over arrangementer i haven selv får mere tid og overskud til at tage dig af dine besøgende og fortælle om dine tanker bag haven og alt det der er interessant at fordybe sig i nemlig planterne og ideerne bag.

    Når det er sagt så kunne jeg sagtens tiltrækkes af begge former for arrangementer….men ville til et åbent have arrangement uden tvivl være mest interesseret i haven.

    knus Dorthe

  • Gro

    Godmorgen Lisbeth
    Sikke en dejlig nyhed, at du vil deltage i have festivalen! – Jeg skriver datoen ind i min kalender med det samme 🙂
    Jeg tager på have besøg for at opleve haven. Se hvordan haven er indrette, med rum og plantevalg. For mig er der ikke andet der trækker. 🙂
    Jeres nye hegn ind mod naboen ser rigtig godt ud!!
    Knus Gro

  • Countryliv

    Kære Alle
    Tusind tak for jeres kommentarer og bidrag til min "lille" undersøgelse. Jeg har ikke haft planer om andet end åben have i den forstand som jeg havde det i 2012, men har som sagt funderet over om der skal mere til.
    Det tyder på at vi er meget enige her i dette forum. Men mest vigtigt er det selvfølgelig at gøre som man selv brænder for. Jeg synes, at det er virkelig hyggeligt at hilse på gæsterne og at sludre lidt om planterne eller vejret, hvis de har lyst – det betyder mere for mig end antallet af gæster (som Frk. Solhat spørger om).
    Det ser ud til at jeg har kikket i en forkert kalender, for det er ikke pinse i Havefestival weekenden – så undskyld til haveselskabet for det – derimod synes jeg stadig at det er for tidligt på sæsonen, men det skal jeg nok finde ud af at løse:-)

  • Lise Lotte

    Kære Lisbeth. Hvor ville jeg dog gerne besøge din åbne have, men lige nøjagtig den weekend holder vi min mands 60 års fødselsdag. Jeg besøger gerne åbne haver uanset hvad, men skulle jeg kigge efter andet, ville jeg kigge efter plantesalg fra haveejerens have :).
    Mange havehilsner
    Lise Lotte

  • Pondside

    I really don't have anything to contribute to this discussion, Lisbeth. We don't have such a thing as "Open Garden' here on the Island. There are special garden tours, but one must buy a ticket and there may be about 8 gardens on the program. Tickets are quite expensive and the money from ticket sales goes to the Music Conservatory or some other such cause. I think that I would like to visit a garden just to see the garden, and wouldn't care very much about sales of plants or garden ornaments.

Leave a Reply to Madame Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *