OM LIDT AF HVERT

Det har været en særdelse begivenhedsrig august og dette indlæg kommer ikke til kun at handle om have – så er I advaret.
Men hvis vi skal begynde med lidt generelt om haven, så skrider arbejdet fremad med raske skridt. Vi begynder at kunne mærke knap fem måneders intens arbejdsinsats, men det kan i allerhøjeste grad også ses at vi knokler.

I køkken- og skærehaven er der frodigt så man tror at det er løgn. Sommerblomsterne er så fine og jeg er selvforsynende i buketter. Grøntsagsmæssigt er der både succes og fiasko. Ærterne blev kvalt i spinat og bladbeder, så dem fik jeg desværre ikke ret mange af. De ekstremt mange sommerfugle har sørget for en konstant flok larver i kålene, bønnerne lader vente på sig, men rødbeder og porer har det fint og squash og græskar har snart overtaget stierne rundt om højbedene.
Den 1. august var en særlig dag for mig. Det var 45 årsdagen for min første arbejdsdag i lære som gartner og det var min første arbejdsdag som selvstændig konsulent i den branche jeg har været i i over 30 år.  45 år på arbejdsmarkedet er mange, synes jeg og valget om at stoppe var helt mit eget. Jeg føler dog ikke, at jeg er helt færdig på arbejdsmarkedet og er også så heldig, at jeg stadig kan undervise nogle dage om måneden på min tidligere arbejdsplads. Det er en spændende tid jeg ser frem til.
Noget af den nyerhvervede egentid er brugt på at lave en firmahjemmeside, rette LinkedIn profil, nyde samvær med familien og ikke mindst har jeg gået en del ture med mit barnebarn Elias. Han er 7 mdr. nu og jeg føler at han genkender mig – under alle omstændigheder er det så sjovt og spændende at følge det lille liv. Vores ture går mest til Valbyparken og der kan vi så kikke på haver, roser eller bare ligge i græsset.
D. 17. august blev min ældste søn gift med sin Sarah og det var en helt fantastisk dejlig oplevelse. Jeg bliver rørt ved tanken om den dejlige dag og jeg må indrømme at jeg ikke var forberedt på, hvor specielt det er at se sin søn på hans bryllupsdag.
Jeg fik lov at sørge for blomsterne og plukkede sommerblomster til små buketter til bordene. Til Sarah var jeg så heldig at Instagrammeren Bagsværd Havesalg gav mig lov til at gå ind i hendes have og plukke en Dahlia ‘Cafe Au Lait’. Tænk engang, det var virkelig – virkelig – virkelig sødt af hende.
Mit forrige indlæg sluttede med dette motiv og som I kan se er der kommer mere græs til og stauderne er vokset sammen. Til højre for glashuset ser I terrassen som Flemming har arbejdet på siden sommerferiens begyndelse. Sikke et arbejde og sikke en dejlig stor terrasse vi har!
I går skruede han sidste yderste bræt på og det kribler i mig for at indrette det hele. Vi har i et godt stykke tid haft glæde af halvdelen af terrassen og det så dejligt som at træde ud i morgensolen her.
Vi har nu også åbnet haven op så Bjørn har adgang til en stor del og det er spændende for ham. Vi bor, som jeg tidligere har fortalt, på en hjørnegrund og der er virkelig mange der går og kører forbi. Vores frygt er en hund der farer gøende op og ned langs hækken, men indtil videre går det meget godt. Han spæner langs hækken for at følge dem der går forbi og gør ikke så meget når han er ude.
Til gengæld er han rimelig svær at styre når jeg arbejder i haven. Hen bider og flår i mig, mine handsker, mit værktøj og som ovenover de sække jord som skulle i højbedene. Så umulig at jeg må lukke ham ind for at få lavet noget. Han tømmer potter og splitter planter ad, men vi skal nok være glade for at det er udendørs han går amok for indtil videre har han ikke ødelagt noget inden døre.
Jeg blev færdig og det blev da meget godt. Jeg havde ønsket mig et frodigt nordbed, men tidsler, mælkebøtter og andet ukrudt var svært at hamle op med, så nu blev det sådan.

16 Comments

  • Madame

    Alt er blevet så utrolig flot – og nu en skøn træterrasse! Hvor er der sket meget i dit liv i år med barnebarn, ny hund, nyt job og firma og jeres skønne hus og have.

    • Countryliv

      Tak, Madame 🙂 Ja mit liv er vendt på hovedet og der sker så meget nyt, det er så dejligt. Det er sket ikke dårligt at runde de 60 og se på de muligheder som der er i livet.

  • AnettesFlora

    Uhhhh sikke en bevægelig og frodig august, stort TILLYKKE med sønnen og svigerdatteren. Jeg tuder altid til bryllupper, så hvordan må det ikke at få sine børn gift….
    Børnebørn er det bedste, vores Gaia er også 7mdr nu, og fuldt ud bevidst om hvem vi er, så hun vil ikke gå glip af noget, elsker elsker elsker!!!!
    Det er så lækkert og frodigt i jeres have, godt arbejde i har lavet!
    Tillykke med den nedsatte tid, og din helt egen virksomhed :-))))))
    Smiler over jeres hvalp:- )))) pyhhh vores er to år nu;)
    Go weekend

    • Countryliv

      Ja, der skete noget i august og alt var heldigvis dejlige ting 🙂 Tak Anette, bryllupper er rørende og dette var helt specielt.
      Det er fantastisk livsbekræftende at se sit lille barnebarn udvikle sig og jeg nyder at have tid og mulighed for at være sammen med ham <3
      Jeg havde helt glemt hvordan det er at have en hvalp – der er fart på 🙂

  • Fru Friis

    Hvor ser det hele godt ud Lisbeth. Det er tydeligt at du bringer erfaring og elementer med fra din gamle have. Du ved hvad der virkede og hvad du ønsker at bringe med. Og så skal jeg da love for at dit og jeres liv er rusket godt og grundigt. Bolig, have, hund, jobsituation og ikke mindst børn og børnebørns liv. Alt er nyt og spændende og smukt.
    Haveknus fra fru Friis

    • Countryliv

      Tak fru Friis – det er sjovt at starte forfra og jeg er virkelig glad for de erfaringer jeg har med sådan at jeg har kunne lægge de overordnede linjer. Selvfølgelig er jeg også stødt på steder hvor jeg ikke lige havde en plan og nogle ting er ændret grundet omstændighederne heriblandt størrelsen af græsplæne. Jeg er dog sikker på at den bliver formindsket over år 🙂
      Alt er nyt og spændende, det er fedt at runde de 60 og se nærmere på sit liv 🙂

  • Lisbeth Rosdahl

    Tillykke med brylluppet. Og med at haven bliver så flot.
    Orangeriet, der er bygget sammen med huset, er simpelthen så flot lavet. Og spejlbassinet og de symmetriske bede er super.
    Mon ikke dit nordbed bliver frodigt, når buskene vokser til? Har du lagt fiberdug ud? Hvis du har, kan du jo fjerne det om nogle år, og plante til med frodige stauder. Jeg har en Bølgetkronet storkenæb, der hedder 'phaeum'. Lige netop den sort siges at kunne udkonkurrere skvalderkål. Måske du kan bruge den til noget.
    Mange hilsener Lisbeth

    • Countryliv

      Tak Lisbeth 🙂 Jo jeg har ukrudtsdug under stenene og jeg kan se at buskene vil lukke pænt til, så jeg håber også at kunne plante om nogle år.
      Geranium phaeum havde jeg til at bremse skvalderkål i den gamle have og jeg vil prøve den mod tidsler her. Det burde være muligt at tiltuske sig nogle planter hist og her og den er også hurtig til at brede sig.

  • Elna Slot

    Tillykke med både det ene og det andet.
    Hvor har I været flittige, og resultatet ser godt ud. De runde bede med hortensiaer er blevet så flotte og de supplerer de runde fliser i plænen så godt.

    Hilsen Elna

    • Countryliv

      Tusind tak Elna.
      Jeg er også blevet glad for de runde bede og perlestenene, jeg blev faktisk overrasket over så godt det fungerer, for jeg troede ærlig talt at det ville blive ret kikset til at begynde med og var parat til at skære huller og plante ned imellem stenene 🙂

  • Nana

    Til lykke med din søn og svigerdatter! Jeg kan så godt forstå at du bliver rørt!! Og endnu engang til lykke med din nye jobsituation! Det er så spændende med alt det nye der sker (ikke mindst, naturligvis, barnebarn … og Bjørn :-)). Jeg er så imponeret over jeres fokus i forbindelse med haveanlæg. Vi tumler bare rundt i vores have, graver lidt her, planter lidt der og har ikke det store overblik. Jeg kan godt lide dit overblik 🙂

  • Frk. Anemone

    Tillykke med søn og svigerdatter, det er en stor dag og hvor ser bordet fint ud. Der er virkelig sket meget hos jer og jeg er så imponeret over hvor langt I er nået i haven med at få alle jeres drømme udført. Det bliver dejligt for dig med nedsat tid, men mon ikke du alligevel får dagene fyldt godt ud med barnebarn og hundehvalp og alt derimellem.

    • Countryliv

      Tak Ulla, det var en meget stor dag:-)
      Når vi selv skal sige det er vi også lidt stolte over vores egen indsats, du ved jo hvor meget det kræver at omdanne en grund til en oase. Nogle steder er jeg også gået på kompromis, men det ville også være trist hvis jeg sket ikke skal lave noget om i fremtiden, hahaha.
      Jeg kan allerede mærke hvordan dagene går og det er ret fedtmå jeg indrømme. Jeg er også glad for at jeg stadig har lidt arbejde at se frem til for jeg er ikke klar til at slippe det helt endnu:-)

Leave a Reply to Countryliv Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *